Et bibliotekarisk intermezzo

Stephen har for 2 dage siden vaeret hos rejsebuerauet for at faa billetter til Shiraz. Vi kunne vaelge at faa billetter om 14 dage eller i dag!
Saa vi har pakket og er klar til den store turisttur fra i eftermiddag. Saa maa vi vente med at besoege Tehrans turistattraktioner til vi kommer tilbage. Vi naaede dog et besoeg op ad Darband-Sarband i gaar. Man tager taxaen gennem Tehrans haeslige trafik til foden af bjerget, hvor man derefter gaar op langs bjerget med restauranter og gadesaelgere en masse hele vejen. Naar man ikke gider mere eller ungerne bliver for sultne, finder man en passende restaurant og gaar ind. Her sidder man udendoers og spiser kebab af forskellig art mens moerket falder paa og det hele oplyses af forskellige former for neon. Det er faktisk ret hyggeligt!
Bagefter fik ungerne candyfloss, som de promte gav sig til at bruge som tryllestave. Pjat og pjank, men det var en dejlig aften og boernene var glade.

Anne Christine: Jeg har fra Danmark faaet kontakt med nogle af de iranere der deltager i aarets IBBY-konference i DK i september. I gaar havde jeg saa fornoejelsen af at moede Zohreh Ghaeni, der arbejder for The institute for research on the history of children's literature in Iran (IRHCLI, http://www.chlhistory.org/). Det er en lille graesrodsorganisation med store planer; bl.a. har de udgivet 7 ud af 10 bind i en stort opsat Boernenes litteraturhistorie i Iran. Al deres forskning rummes i et 3-vaerelses kontor hvor ca. 10 medarbejdere (nogle uloennede) knokler med at opfylde ambitionerne selv om oekonomien ikke rigtig er til det. Mens de venter paa at de sidste 3 bind af litteraturhistorien bliver godkendt af Kulturministeriet, laegger de alle deres data for deres forskning paa nettet, fuldt tilgaengelig for enhver forsker der har lyst til at benytte sig af det. For yderligere at goere det muligt for alle at bruge databasen, er det meningen at tre til fem procent af informationen bliver paa engelsk, saa ogsaa udenlandske forskere har en chance. Man kan kigge paa det hele paa: www.iranak.info (The database for children's culture and literature of Iran) hvor man vaelger engelsk sprog og der kan se hvor langt de er kommet. Der arbejdes ogsaa paa en database om boerneboeger i Iran, www.ketabak.info, der forventes online omkring august.
Derudover arbejder IRHCLI sammen med flygtningeorganisationerne i Iran om at laere flygtningeboern (primaert fra Afghanistan) at laese og skrive. Boernene frister ofte en kummerlig tilvaerelse som gadeboern i Iran, og har ikke ret til formel skoling da de jo skal sendes tilbage...
De har i den forbindelse lavet en glimrende laesebog, der handler om en Cirkeline-stor dreng kaldet Nokhodi (=aert). Hmmm, maaske kan jeg faktisk laere lidt farsi ved at laese bogen? Jeg har i hvert fald soerget for at faa fat i den!
Det var 7-8 dedikerede mennesker der arbejdede i dette kontor, og jeg foeler mig helt priviligeret ved faktisk at modtage loen for mit arbejde!
Jeg har aftalt med formanden, Zohreh Ghaeni, at jeg kontakter hende igen naar jeg kommer tilbage til Tehran, saa vil hun saette mig i kontakt med iransk IBBY (www.cbc.ir). Det skal nok blive spaendende ogsaa!

Kunsten at prutte om prisen

For nu at tage noget helt andet foerst: Hvad goer man naar ens 4-aarige soen er kravlet op til toppen af den 3 meter hoej rutchebane, mister fodfaestet og haandfaestet paa den ene haand?
Man taenker Gud, nu slaar han sig fordaervet! Heldigvis holdt han GODT fast med den anden haand og fik benene op paa stigen igen. AAARGH.
Vi stod med hjerterne helt oppe i halsen, ungen rutchede ned og klatrede op igen inden vi kunne naa at forbyde ham det. Saa hvad goer man?
Ingenting. Krydser fingre for at han faktisk klarer sig. Sukker lettet over at det gik - denne gang.

Vi har med succes efterladt ungerne i flere omgange sammen med hinanden, faetter Armin og faster Sonja mens vi liiiige gik ud for at koebe ind i det naerliggende indkoebscenter. Sonja lo ved tanken om at vi kunne komme til at bruge flere penge om dagen end det vi maa haeve, men i gaar koebte vi en ny og super laekker groen mobillos til Anne Christine, og saa var pengene stort set brugt,m selv med al Stephens prutte-evne. AC klager over manglen paa en laekker hejab ud fra devisen: Hvis man absolut skal have overtoej paa i den varme, skal det i det mindste se laekkert ud!
Saa i dag har AC faaet 3 nye mantoer (hejab=passende beklaedning, manto=jakke der er en del af hejab'en) og et ukendt antal toerklaeder til. En hvid, sort og lidt gennemsigtig manto (duer ikke med roed bluse under), en cremefarvet manto med indvaevede kruseduller og en blaa manto. Dertil som sagt en masse toerklaeder i flotte farver til at give lidt sprael. Selv om Stephen pressede prisen i bund, har vi brugt ca. lige saa mange penge som i gaar...
I droemmer ikke om, HVOR mange sorte manto der findes! De er stort set alle sammen grimme og dertil lavet af 3. klasses nylon, hvorfor de ogsaa er saerdeles varme at have paa. Til gengaeld findes der masser af butikker helliget toerklaeder i alle farver og moenstre til at live op paa sagen.
Og saa har AC faaet kontakt med iransk IBBY; skal besoege dem i morgen og se hvordan der ser ud. Deres praesident taler glimrende engelsk, saa det skal nok blive sjovt. Jeg tager billeder og uploader hvis det er muligt.
Vi tager til Shiraz og begynder vores turist-rejse allerede torsdag, for ellers kunne vi foerst faa billetter til om 14 dage! Vores plan er Shiraz og Persepolis, saa videre til Yazd (kanten af oerkenen Dasht-e Kavir), dernaest et gensyn med Isfahan og til sidst mod nord til Kashan. Hele turen kommer nok til at tage ca. 14 dage, men vi har ikke lagt os fast paa en tidsplan. Naar vi har set Kashan er vi kun ca. 300 km fra Tehran, saa koerer vi tilbage til familien Sonja og besoeger dem et par dage til inden vi flyver afsted til resten af Stephens familie i Ardebil (nordoest-iran).

Paul synes Armin er saa soed, saa han er vaeldig glad for at vaere kommet til Iran. Og Soeren taler engelsk med Armin til den store guldmedalje, saa det gaar faktisk rigtig godt!

En varm velkomst

Saa naaede vi af sted. I god tid i lufthavnen, saeder bag hinanden, tejk paa alting. Og saa vente i mere end to timer foer vi kunne boarde. Mens vi stod i boardingkoen ringede Karen Hammer af alle mennesker (Karen er Anne Christines tante, der som en anden globetrotter ganske selvfoelgeligt rejser til Afrika hvert andet oejeblik).
"Er I i Albertslund eller Toelloese?", spurgte hun. Men vi var jo ingen af stederne, for vi var jo i Kastrup. "Det var da pokkers'" sagde hun saa, for jeg er kommet hjem fra ferie i Iran for 10 dage siden og ville besoege jer..."
Det fik vi os et godt grin over! Vi maa jo saa ses naar vi er kommet hjem igen!
Selve rejsen var keeedelig, synes baade Paul og Soeren, flymaden dog mere spaendende end normalt, godt man har gameboy med saa der er lidt at lave.
Den nye lufthavn i Tehran er fantastisk, topmoderne (det hjaelper ogsaa at vi stroeg lige igennem den paa bare 20 minutter alt inklusive). Ved bagageudleveringen er en stor glasvaeg saa man allerede der kan vinke til sin familie udenfor!
Det var skoent at se Sonja, Golamreza og faetter Armin igen. Anne Christine synes godt nok han er blevet en stor koen dreng, men min svigerinde synes det samme om mine unger, saa det er jo helt fint!
Super hyggeligt og mange kram senere gik vi ud til taxaen, der er en regulaer minibus - men der skulle jo ogsaa vaere plads til 7 passagerer!
Saa glemte vi rygsaekken med Pauls og Soerens gameboys, stor krise med traette boern, men vi ringede til taxacentralen og fik dem til at lede efter tasken...
Den kom saa ud paa de smaa timer, saa der var gameboy igen fra morgenstunden.
Soeren har faaet Armins seng; han skulle liiige vaenne sig til at gaestfriheden var paa den maade... Men han faldt i soevn med det samme, saa det gik endda.
Lige nu er klokken 11, vi har faaet morgenmad og der spilles playstation paa livet loes. Soeren og Armin kommunikerer paa bedste beskub paa engelsk; det gaar faktisk forrygende!

Saa vi har faaet den bedste start paa vores ferie, og glaeder os til alt hvad der ellers skal ske.

Knus fra sommervarmen :-)

Store pakkedag

I Guder, hvor der pakkes! det er dog helt ekstremt hvad der skal puttes ned og pakkes ned og findes frem og jeg ved ikke hvad. Og hvor mange par bukser er en 4-årig nødt til at have med? For ikke at tale om hans mor! Hvor mange tørklæder til hejabben?
Der er godt nok meget at tage stilling til.
Og det hele skal være færdig før vi går i seng, for i morgen skal vi holde fødselsdag for morfar Hans og søndag skal vi altså ikke pakke før vi skal være i lufthavnen, så går vi da helt amok!
Og det hjælper heller ikke at den fine madbog, jeg har skrevet til at tage med, er forsvundet så jeg nu må skrive en ny...
Meeen det begynder da at ligne en slags ferie!
Vi har alle sammen sommerfugle i maven, passene er fundet frem, vi har tjek på beboelse mens vi er af sted og post osv.
Klokken er 23, så jeg tror hellere jeg må putte ungerne i seng!