Et uvelkomment frieri

I går (2. juli) var jeg vidne til et ganske særligt besøg i Mahins hus; en særpræget kulturel oplevelse der gør mig fornøjet med at være født i Danmark.
Mahin var blevet kontaktet af en kvinde hun ikke kendte, der ville vide om det var rigtigt at hun havde en ugift datter. Da dette var blevet bekræftet (Shaghaiegh er 25 og særdeles ugift) ytrede damen at hun i så fald ville besøge huset og bese datteren for at se om det var noget for hendes ugifte søn. Hun nævnte ikke sit navn - eller sønnens for den sags skyld - hvor hun kendte til Shaghaiegh fra eller hvor gammel hendes søn var f.eks.
Ved at stille spørgsmål gik det op for mig at Shaghaieghs storesøster Sharareh havde mødt sin mand på samme måde; de har været gift i snart 5 år og har en søn der fylder 1 år om et par dage.
Jeg udbrød mange undrende lyde og lovede at være til stede bemeldte dag på det aftalte tidspunkt. Mahin virkede mest forarget over at konen ikke havde sagt hvem hun var, mens Shaghaiegh syntes at hele historien var pinlig og træls. Hun ytrede i kraftige vendinger at hun havde lyst til at smække døren i for næsen af frieren og har jo i øvrigt travlt med sin uddannelse. I Iran er en kvindes arbejdsliv heller ikke højt skattet, og det forventes næsten at hun opgiver sit arbejde så snart hun får børn. Da børnepasning uden for hjemmet først kan finde sted når barnet er 3-4 år, går kvindens (arbejds)liv i stå når barnet kommer - hvis hendes mor da ikke overtager børnepasningen! Og hvis hun så får mere end ét barn...
Nå, kl. 18 sad vi så klar i vores fine tøj og med hår og makeup i orden: Mahin, Shaghaiegh og jeg, mændene havde fortrukket til andre residenser. Søren og Paul så interesserede på fra sidelinien men blev sendt ovenpå til far da frierne var kommet. De bestod af moren til sønnen og et kvindeligt familiemedlem der sad tavst og gloede med øjnene stående ud fra hovedet på alt og alle i synsvidde. Det er klart at et frieri på dette stade også består i at bese hus og indretning: Er denne familie fin nok at blive indgiftet med? Jeg synes personligt at de så på Shaghaiegh som man ser på et stykke kød hos slagteren: Er det nu lækkert nok til prisen. Shaghaiegh var stille og sad mest med nedslåede øjne mens Mahin og fru frier samtalede på azeri som jeg jo ikke forstår. Jeg fungerede i den forstand som en person der kunne trække opmærksomheden fra den teoretiske brud så hun kunne slippe lidt, og jeg blev da også spurgt om arbejde og familietilknytning og "hvor taler hun dog nydeligt farsi, azeri er også sådan et svært sprog..." Der var megen fornøjelse med at jeg er chetAbdar (bibliotekar), for det var fruen også.
Endelig tog de afsted, efter 15 minutter der føltes som en hel times nidstirren. Shaghaiegh lavede ansigt af elevatoren da de var kørt ned og vi blev enige om at hvis de ringede for at gå i gang med næste skridt (sønnen møder op og nidstirrer sin tilkommende), var der ingen hjemme... Jeg foreslog at de kunne tage to uger til Baku hvis han forsøgte sig, og det grinede de meget af.
Således fik jeg indblik i frieriets mysterier i Iran, og glad er jeg for ikke at være iransk kvinde når det er på de vilkår... Tænker også på at jeg aldrig havde mødt endsige ægtet min kære mand hvis det var foregået på iransk måde. Da vi spurgte Mahin om hvad hun ville gøre hvis en ung mand ringede og sagde "jeg har set din datter og synes hun er sød, må jeg besøge jer med henblik på frieri", mente hun at dét skulle moren da gøre. Hvis samme situation opstod, bare at den hypotetiske unge mand talte med Shaghaieghs far Fridun, mente Mahin at der aldrig kunne blive tale om at interessere sig for en ung mand der gik uden om sin mor!!!
Da Stephen så spurgte hvad en forældreløs skulle gøre, mente Mahin at en forældreløs (der i hendes optik er et menneske der aldrig har haft forældre, er opdraget på børnehjem og i hvert fald ikke et ordentligt menneske) aldrig kunne komme på tale under nogen omstændigheder. At Stephen er forældreløs og i givet fald aldrig kunne være blevet gift hvis det foregik på samme vis i DK var intet problem, "for han har jo en ordentlig baggrund". Som om man ville undersøge en forældreløs friers baggrund hvis man overhovedet har den holdning...
Jeg har i hvert fald mødt en kulturkløft der virkelig er dyb og på mange måder virker uoverstigelig; samtidig viser det med al tydelighed hvor svært det i Iran er for unge mennesker at frigøre sig fra deres forældre, for hele samfundet er bundet op på familien som samlende og bindende enhed. Det er ikke underligt at ugifte unge mænd og kvinder virker temmelig uselvstændige, for de bor hjemme hos deres forældre og kan i mange tilfælde kun foretage de valg som familien stiller dem. At gøre noget nyt som familien ikke er vant til er yderst vanskeligt, og når de endelig (i en alder af 25-35 år) bliver gift og flytter hjemmefra, er mønsteret dybt nedfældet i dem. Jeg blev for nylig spurgt hvor mange gange om ugen jeg besøger min mor - mit svar var næsten uforståeligt for dem, for alene tanken om at hverken min mor eller jeg har tid eller lyst til at underholde hinanden i timevis 3-4 gange om ugen er supermærkelig for dem.