Å ja så har vi snart jul og ih hvor vi juler, nej jeg mener knokler, for at få det hele klar.
Børnene har for snart længe siden lavet en masse gaver, men når der så skal pakkes ind, viser det sig uvægerligt at der alligevel mangler en eller flere, så man må presse de arme unger til at speedlave nogle flere.
De slog sig begge i tøjret men endte alligevel pænt med at lave én hver (Paul fik lidt hjælp til sidst). Det store problem der tilbagestår er Sørens gave til Paul, som han har syet på i håndarbejdstimerne de sidste par måneder. Han hjembragte en yndig sneræv i torsdags, men der skal altså sys noget mere før den er færdig. Og selv om jeg har 'snydt' og hjulpet ham, insisterer han på at det sidste skal klares af ham selv. Det er for så vidt også ok men hvornår fan skal det blive når Paul altid er sammen med sin bror? Hmmm moren tænker så det knager. Det KAN ende med at jeg syr den sammen lillejuleaften når de er gået i seng.
Når ungerne så er beskæftiget andetsteds, pakkes der ind til den store guldmedalje. Vi afventer stadig om Pauls bestilte Nintendo DS spil når frem eller ej, hvis det nås skal jeg liiiige i byen og købe en ekstra gave til Søren!
Jeg havde bestilt spillet i England via nettet, men de mailede først at der var leverandørproblemer, men skiftede pludselig mening da jeg henvendte mig for at få en opdatering - kunne de nå at sende før jul eller ej. I anden omgang forklarede de at de ikke sender ud af UK! I skrivende stund er jeg stadig megasur på dem. Hvis man ikke sender udenlands, skal man da for ***** ikke have en funktion på hjemmesiden der gør det muligt at bestille fra udlandet - komplet med landevalg osv.
I DK er spillet svært at få fat i, og jeg har ringet rundt til forskellige hjemmesidehandler og hørt om de kunne hjælpe mig. Det lykkedes til sidst, men det hjælper så ikke når deres leverandør ikke sender spillet!!! AAAAARGH og en masse bandeord.
Så - mandag ringer jeg en sidste gang for at høre om de mod forventning har et spil på vej til mig. I så fald kører jeg ud og henter det så jeg er sikker på at nå det.
Vi tog ud til Sørens gudmor i dag for at udveksle gaver: Noget af børnenes hjemmeproduktion mod gedigne Fætter BR- og boghandlerpakker. Gudmor Karin har tre skønne katte med leopardpletter, og ungerne var helt vilde for at lege med dem. Meeen gudmors hængekøje trak også en del point. Hængekøjen er i hvert fald 3 meter lang og 2 meter bred, så der kan snildt ligge 2 unger og slange sig med en kat hvis det skal være. Og det skulle det!
Der var larm, latter og tumult i køjen, specielt når hankatten Cato angreb nedefra og satte kløerne i de ubeskyttede bagdele på ungerne.
Da vi kørte hjem var børnene superopstemte over besøget, kattene, bespisningen (te med mælk og sukker samt kager og kiks) og hængekøjelegene.
Noget siger mig at vi skal tage derud lidt oftere - det er synd ikke at udnytte sådanne fornøjelser. Specielt nu hvor jeg har set Søren i øjnene og sagt at vi altså ikke får kat i år - jeg orker ikke - det må blive til næste år. Han tog det pænt. Phew.
Monday, December 22, 2008
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment