Så lyder det som om en bombe er slået ned og har forvandlet huset til rygende ruiner. Nej.
Søren kom grædende hjem fredag med den værst mulige besked: Kartal holder op!
Kartal er Sørens matematik/klasse/natur-teknik/idræts/svømme/kristendoms-lærer siden første klasse. Ret nyuddannet, mand, baggrund fra Tyrkiet, klog og indfølende, ejer evnen til at sætte sig i respekt på den fede måde, engageret. Hvad i alverden vil han dog i politivæsnet? Han starter på Politiskolen (som jeg kan se fra mit kontorvindue, idet Brøndbyøster Bibliotek har lejet sig ind ved siden af) allerede første februar. Søren har grædt hele weekenden, det er næsten som om nogen er død! Og helt objektivt: Sådan en som ham har da en meget større mission i folkeskolen end i politiet. Det er da mens de er små at de skal lære at der er en anden vej at gå end at blive kriminelle! Øv altså.
Sørgeligt for os at han føler et kald dén vej, når vi (=Danmark) i den grad mangler hans slags i skolevæsnet. Her i huset tillader vi os at håbe at han opdager at kaldet var et lokkekald og et blålys og vender tilbage til folden hvor han vil blive modtaget med åbne arme og viftende flag. Måske skulle man stage en Olsen Banden-velkomst hvis/når han vender tilbage?
Hans fremtid i folkeskolen står som en lysende sti. Vi ønsker alt godt for Kartal, men især at han genindtræder på stien med en fornemmelse af at det sande kald er skolens.
Monday, January 19, 2009
Tuesday, December 30, 2008
Gaver - gaver - gaver
Det er bare så skønt når man både får gaver man ønsker sig og gaver man ikke vidste man helt vildt gerne ville ha'. Og både ungerne og os har fået dejlige gaver.
Mine gaver:
Mine gaver:
- Øreringe. Masser af dem: 2 par fra søskende med hhv. perle og guld med tingeltangel. Et par fra min søde mor og far; Stephen har købt dem men det var desværre ikke de rigtige. Har været nede og få byttebevis og lovning på at de ringer til mig når ønskeøreringene er på lager igen. Bonusgaven fra en jysk veninde, egentlig et armbånd, er nu konverteret til noget med fugle.
- Bonusgaven fra mor: En fantastisk rød koralkæde. Jeg har aldrig set noget lignende!
- Det førnævnte gavekort fra manden, der snarest skal konverteres til læsestof
- En amulet der skal have en nål på bagsiden så den bliver til en broche
- Køkkenredskaber
Søren fik:
- Mousetrap (spil)
- Pirater (endnu et spil)
- Uno Spin (...spil)
- Stratego (...!)
- Megaman Zero (til gameboy)
- Lego Mars Mission - samlede han heldigvis selv
- Bog om universet
- Julepynt
Paul:
- Kung Fu Panda (blueray)
- Legobiler - jeg blev helt svedt af at samle det i timevis
- Lego Indiana Jones - samlede Søren heldigvis
- Polarræv i hvid filt: Kaldes Ulvi og sover i arm hver nat
- Ben 10 laboratory truck. Kan både køre og pakkes ud. Indeholder slimede ting... (!)
- Gormitier
- Noas ark-billedbog
- Julepynt
Stephen fik:
- En super lækker fodbold
- Pumpe til bolden
- 2 gode blueray film: I am legend og Die hard 4
- Julepynt
Der leges igennem, og Indiana Jones har været sammen med nogle grønne aliens om at slås med nogle Gormitier. Tror jeg nok. Det kan være svært at finde rundt i hvor de enkelte figurer hører hjemme og hvorfor. Nogen gange er jeg nødt til at spørge ungerne, hvilket univers / historie vi er i lige nu, for ellers fatter jeg simpelt hen ikke sammenhængen. Til sidst bliver de trætte af at lege og flader ud mens de spiller Sørens nye gameboyspil; det foregår sådan at Søren spiller mens Paul beundrende ser på. På et tidspunkt kopierer Søren sin gemmefil til Paul så han også kan prøve uden de hindringer der er i at spillet ikke er gennemspillet. På den måde kan en knap 5-årig også mærke suset fra de fede spil.
Monday, December 29, 2008
Et tilbageblik på året der gik
Så sidder man jo alligevel og komponerer diverse jule-nytårsbreve som det er for pinligt man ikke fik sendt ud for 14 dage siden, og så kunne jeg jo også bare skrive noget her.
For det har været et lidt vildt år, helt fra idéen der kom til mig så tidligt som sommerferien 2007 hvor jeg syntes at vi kunne da bare tage ½ år til Iran i 2008. Mit bibliotek skulle jo alligevel lukke og sådan... Stephen bakkede uventet mit sindssyge projekt op, så selv om vi af økonomiske årsager var nødt til at skære orlov + ferie ned til det halve (ja ja prøv selv at budgettere med ikke at have indtægter mens udgifterne er de samme og I er 2000 km væk og skal bruge en masse penge til at more jer) gjorde vi faktisk noget som egentlig var ret vanvittigt og dejligt og nødvendigt og vi kommer aldrig til at gøre noget lignende igen før vi er gået på pension.
Stephen selv blev sygemeldt med arbejdsstress i november 2007 og havde en træls og dårlig jul og en bekymret kone. Det lettede efter nytår hvor han kom i kyndige hænder hos en dygtig psykiater, men der var da stunder i løbet af vinteren hvor jeg tænkte meget over hvor velovervejet vores Iran-projekt var og om Stephen kunne tåle den stress sådan en tur uvægerligt også giver.
Men han var opsat på at tage af sted, så i starten af maj drønede vi af.
Jeg kommer aldrig til at fortryde at vi tog chancen, for som bekendt var det en stor oplevelse for os alle sammen.
Selv Paul som den sidste måned var lidt træt af at være i udlandet, taler om hvornår vi kan besøge Armin igen.
Vel tilbage i fædrelandet var der helt nye arbejdsforhold at tage stilling til for mig, da Brøndby Strand Bibliotek i mit fravær var blevet lukket, tømt og overdraget til køberen.
Så siden 11.8.08 har den stået på nyt kontor i Brøndbyøster og 'nye' arbejdspladser i Øster, Vester og den til Stranden indkøbte bogbus der fungerer som nødbibliotek indtil Brøndby Kulturhus står færdigbygget en gang til næste efterår.
Og de fysiske problemer med bogbussen: varme (eller manglen på samme), indbrud med glasskår overalt, transporttiden der med det offentlige fra Brøndbyøster tager mere end en time for at rejse de 7 km! Det fylder meget i en hverdag hvor vi egentlig har vanvittig travlt med at passe arbejdet i bibliotekerne...
Så blev Brøndby Strand udtaget af Styrelsen for Bibliotek og Medier til at deltage i et storstilet projekt kaldet bogstart hvor vi fra marts 2009 skal forsyne børn i udvalgte boligområder med gratis bogpakker fire gange, inden barnet fylder 4 år.
Vorherrebevares for et opstartsarbejde siger jeg bare. Så må I selv tænke jer til hvor mange mennesker, organisationer og politikere der skal tages i ed før vi går i gang. Men det skal nok blive fint at uddele bøgerne, og børnene og deres forældre kan sikkert bruge dem.
Når der ikke er arbejdet, er der jo også BØFA der skal passes. Det har været hektisk her i efteråret, da vi har været lidt få i bestyrelsen. I december skulle der således udsendes +400 konferenceinvitationer; det faldt i min lod. Næste gang uddelegerer jeg det sørenme til nogen andre. Måske hvis jeg er flink fortæller jeg hvad man ikke skal gøre!
Men det er sjovt og givende arbejde, og når mit lønnede indimellem har tæret lidt ekstra, har formandsposten i BØFA givet glæden og det faglige løft der gjorde det til at holde ud. Kan egentlig ikke forstå at der ikke er kampvalg hver gang...
Stephen har brugt en stor del af året på bearbejdelse og omlægning af sit liv. Mindre fokus på arbejde, mere fokus på familie, bilkørsel til arbejdet er skiftet ud med cykel og han spiller mere fodbold. Han virker gladere og meget mere fokuseret på hvad det er han egentlig har lyst til. Og jeg er blevet bedre til ikke at skændes med ham om hvad han orker. Det ved han sguda selv bedst!
Årets clou: Da han gik tilbage til butikken med en billig støvsuger han havde købt som larmede som ind i H... (køb aldrig en Daewoo) og prøvede alle støvsugerne i butikken til han fandt en der ikke larmede. Kan anbefales.
En oplevelse juleaften: Gaven til mig var et passende beløb akkompagneret af følgende kærlighedsbrev: "Du mangler altid nogle gode Pratchett-bøger i samlingen. PS. Jeg skal nok holde op med at sukke i det fjerne når du har købt bøgerne". Jeg grinede hele juleaften og smiler stadig indeni.
Familien skrev til vores kobberbryllup en duet om vores forskelligartede forhold til bøger: Jeg vil købe dem, Stephen vil kyle dem UD. Såeh... Men et par Pratchett-bøger skal jeg nu alligevel have for pengene :-)
Sørens år deles jo naturligt op af klasseskift efter sommerferien; han fik et solidt boost ved at tale så meget engelsk i Iran at han stadig er bedst i klassen i dét fag. Han er glad for alle fag og har mange venner, og talte længe entusiastisk om håndarbejdstimerne, hvor han syede på en vidunderlig lille polarræv i filt. Han fik den ufærdig med hjem før jul så vi kunne nå at sy den og give den til Paul i julegave. Nok Pauls bedste gave; han kalder den Ulvi og sover med den hver nat.
Paul har den lykke at have verdens bedste storebror, hvad han udmærket er klar over og ofte taler om. Deres venskab er utrolig kærligt og jo baseret på at Søren godt gider Paul. Paul står på tæer for at nå sin 5½ år ældre bror, men Søren pacer ham også på en måde jeg aldrig selv ville gøre. Når de to spiller Yu-Gi-Oh kort eller Dinosaur King-kort eller playstation eller er på YouTube, sørger Søren ofte for at Paul får lov at vinde eller får lov at bestemme. Mage til forkælet lillebror skal man lede længe efter.
Så sådan er verden set fra Fiskerhusene 65, vi satser på endnu et dejligt år 2009 men måske med færre vilde udfordringer og udsving på den følelsesmæssige skala. Det kunne være fedt at få lidt ro på et års tid. Jeg tror f.eks. ikke vi tager til Iran igen før 2010.
For det har været et lidt vildt år, helt fra idéen der kom til mig så tidligt som sommerferien 2007 hvor jeg syntes at vi kunne da bare tage ½ år til Iran i 2008. Mit bibliotek skulle jo alligevel lukke og sådan... Stephen bakkede uventet mit sindssyge projekt op, så selv om vi af økonomiske årsager var nødt til at skære orlov + ferie ned til det halve (ja ja prøv selv at budgettere med ikke at have indtægter mens udgifterne er de samme og I er 2000 km væk og skal bruge en masse penge til at more jer) gjorde vi faktisk noget som egentlig var ret vanvittigt og dejligt og nødvendigt og vi kommer aldrig til at gøre noget lignende igen før vi er gået på pension.
Stephen selv blev sygemeldt med arbejdsstress i november 2007 og havde en træls og dårlig jul og en bekymret kone. Det lettede efter nytår hvor han kom i kyndige hænder hos en dygtig psykiater, men der var da stunder i løbet af vinteren hvor jeg tænkte meget over hvor velovervejet vores Iran-projekt var og om Stephen kunne tåle den stress sådan en tur uvægerligt også giver.
Men han var opsat på at tage af sted, så i starten af maj drønede vi af.
Jeg kommer aldrig til at fortryde at vi tog chancen, for som bekendt var det en stor oplevelse for os alle sammen.
Selv Paul som den sidste måned var lidt træt af at være i udlandet, taler om hvornår vi kan besøge Armin igen.
Vel tilbage i fædrelandet var der helt nye arbejdsforhold at tage stilling til for mig, da Brøndby Strand Bibliotek i mit fravær var blevet lukket, tømt og overdraget til køberen.
Så siden 11.8.08 har den stået på nyt kontor i Brøndbyøster og 'nye' arbejdspladser i Øster, Vester og den til Stranden indkøbte bogbus der fungerer som nødbibliotek indtil Brøndby Kulturhus står færdigbygget en gang til næste efterår.
Og de fysiske problemer med bogbussen: varme (eller manglen på samme), indbrud med glasskår overalt, transporttiden der med det offentlige fra Brøndbyøster tager mere end en time for at rejse de 7 km! Det fylder meget i en hverdag hvor vi egentlig har vanvittig travlt med at passe arbejdet i bibliotekerne...
Så blev Brøndby Strand udtaget af Styrelsen for Bibliotek og Medier til at deltage i et storstilet projekt kaldet bogstart hvor vi fra marts 2009 skal forsyne børn i udvalgte boligområder med gratis bogpakker fire gange, inden barnet fylder 4 år.
Vorherrebevares for et opstartsarbejde siger jeg bare. Så må I selv tænke jer til hvor mange mennesker, organisationer og politikere der skal tages i ed før vi går i gang. Men det skal nok blive fint at uddele bøgerne, og børnene og deres forældre kan sikkert bruge dem.
Når der ikke er arbejdet, er der jo også BØFA der skal passes. Det har været hektisk her i efteråret, da vi har været lidt få i bestyrelsen. I december skulle der således udsendes +400 konferenceinvitationer; det faldt i min lod. Næste gang uddelegerer jeg det sørenme til nogen andre. Måske hvis jeg er flink fortæller jeg hvad man ikke skal gøre!
Men det er sjovt og givende arbejde, og når mit lønnede indimellem har tæret lidt ekstra, har formandsposten i BØFA givet glæden og det faglige løft der gjorde det til at holde ud. Kan egentlig ikke forstå at der ikke er kampvalg hver gang...
Stephen har brugt en stor del af året på bearbejdelse og omlægning af sit liv. Mindre fokus på arbejde, mere fokus på familie, bilkørsel til arbejdet er skiftet ud med cykel og han spiller mere fodbold. Han virker gladere og meget mere fokuseret på hvad det er han egentlig har lyst til. Og jeg er blevet bedre til ikke at skændes med ham om hvad han orker. Det ved han sguda selv bedst!
Årets clou: Da han gik tilbage til butikken med en billig støvsuger han havde købt som larmede som ind i H... (køb aldrig en Daewoo) og prøvede alle støvsugerne i butikken til han fandt en der ikke larmede. Kan anbefales.
En oplevelse juleaften: Gaven til mig var et passende beløb akkompagneret af følgende kærlighedsbrev: "Du mangler altid nogle gode Pratchett-bøger i samlingen. PS. Jeg skal nok holde op med at sukke i det fjerne når du har købt bøgerne". Jeg grinede hele juleaften og smiler stadig indeni.
Familien skrev til vores kobberbryllup en duet om vores forskelligartede forhold til bøger: Jeg vil købe dem, Stephen vil kyle dem UD. Såeh... Men et par Pratchett-bøger skal jeg nu alligevel have for pengene :-)
Sørens år deles jo naturligt op af klasseskift efter sommerferien; han fik et solidt boost ved at tale så meget engelsk i Iran at han stadig er bedst i klassen i dét fag. Han er glad for alle fag og har mange venner, og talte længe entusiastisk om håndarbejdstimerne, hvor han syede på en vidunderlig lille polarræv i filt. Han fik den ufærdig med hjem før jul så vi kunne nå at sy den og give den til Paul i julegave. Nok Pauls bedste gave; han kalder den Ulvi og sover med den hver nat.
Paul har den lykke at have verdens bedste storebror, hvad han udmærket er klar over og ofte taler om. Deres venskab er utrolig kærligt og jo baseret på at Søren godt gider Paul. Paul står på tæer for at nå sin 5½ år ældre bror, men Søren pacer ham også på en måde jeg aldrig selv ville gøre. Når de to spiller Yu-Gi-Oh kort eller Dinosaur King-kort eller playstation eller er på YouTube, sørger Søren ofte for at Paul får lov at vinde eller får lov at bestemme. Mage til forkælet lillebror skal man lede længe efter.
Så sådan er verden set fra Fiskerhusene 65, vi satser på endnu et dejligt år 2009 men måske med færre vilde udfordringer og udsving på den følelsesmæssige skala. Det kunne være fedt at få lidt ro på et års tid. Jeg tror f.eks. ikke vi tager til Iran igen før 2010.
Monday, December 22, 2008
Juletid og gaveflid
Å ja så har vi snart jul og ih hvor vi juler, nej jeg mener knokler, for at få det hele klar.
Børnene har for snart længe siden lavet en masse gaver, men når der så skal pakkes ind, viser det sig uvægerligt at der alligevel mangler en eller flere, så man må presse de arme unger til at speedlave nogle flere.
De slog sig begge i tøjret men endte alligevel pænt med at lave én hver (Paul fik lidt hjælp til sidst). Det store problem der tilbagestår er Sørens gave til Paul, som han har syet på i håndarbejdstimerne de sidste par måneder. Han hjembragte en yndig sneræv i torsdags, men der skal altså sys noget mere før den er færdig. Og selv om jeg har 'snydt' og hjulpet ham, insisterer han på at det sidste skal klares af ham selv. Det er for så vidt også ok men hvornår fan skal det blive når Paul altid er sammen med sin bror? Hmmm moren tænker så det knager. Det KAN ende med at jeg syr den sammen lillejuleaften når de er gået i seng.
Når ungerne så er beskæftiget andetsteds, pakkes der ind til den store guldmedalje. Vi afventer stadig om Pauls bestilte Nintendo DS spil når frem eller ej, hvis det nås skal jeg liiiige i byen og købe en ekstra gave til Søren!
Jeg havde bestilt spillet i England via nettet, men de mailede først at der var leverandørproblemer, men skiftede pludselig mening da jeg henvendte mig for at få en opdatering - kunne de nå at sende før jul eller ej. I anden omgang forklarede de at de ikke sender ud af UK! I skrivende stund er jeg stadig megasur på dem. Hvis man ikke sender udenlands, skal man da for ***** ikke have en funktion på hjemmesiden der gør det muligt at bestille fra udlandet - komplet med landevalg osv.
I DK er spillet svært at få fat i, og jeg har ringet rundt til forskellige hjemmesidehandler og hørt om de kunne hjælpe mig. Det lykkedes til sidst, men det hjælper så ikke når deres leverandør ikke sender spillet!!! AAAAARGH og en masse bandeord.
Så - mandag ringer jeg en sidste gang for at høre om de mod forventning har et spil på vej til mig. I så fald kører jeg ud og henter det så jeg er sikker på at nå det.
Vi tog ud til Sørens gudmor i dag for at udveksle gaver: Noget af børnenes hjemmeproduktion mod gedigne Fætter BR- og boghandlerpakker. Gudmor Karin har tre skønne katte med leopardpletter, og ungerne var helt vilde for at lege med dem. Meeen gudmors hængekøje trak også en del point. Hængekøjen er i hvert fald 3 meter lang og 2 meter bred, så der kan snildt ligge 2 unger og slange sig med en kat hvis det skal være. Og det skulle det!
Der var larm, latter og tumult i køjen, specielt når hankatten Cato angreb nedefra og satte kløerne i de ubeskyttede bagdele på ungerne.
Da vi kørte hjem var børnene superopstemte over besøget, kattene, bespisningen (te med mælk og sukker samt kager og kiks) og hængekøjelegene.
Noget siger mig at vi skal tage derud lidt oftere - det er synd ikke at udnytte sådanne fornøjelser. Specielt nu hvor jeg har set Søren i øjnene og sagt at vi altså ikke får kat i år - jeg orker ikke - det må blive til næste år. Han tog det pænt. Phew.
Børnene har for snart længe siden lavet en masse gaver, men når der så skal pakkes ind, viser det sig uvægerligt at der alligevel mangler en eller flere, så man må presse de arme unger til at speedlave nogle flere.
De slog sig begge i tøjret men endte alligevel pænt med at lave én hver (Paul fik lidt hjælp til sidst). Det store problem der tilbagestår er Sørens gave til Paul, som han har syet på i håndarbejdstimerne de sidste par måneder. Han hjembragte en yndig sneræv i torsdags, men der skal altså sys noget mere før den er færdig. Og selv om jeg har 'snydt' og hjulpet ham, insisterer han på at det sidste skal klares af ham selv. Det er for så vidt også ok men hvornår fan skal det blive når Paul altid er sammen med sin bror? Hmmm moren tænker så det knager. Det KAN ende med at jeg syr den sammen lillejuleaften når de er gået i seng.
Når ungerne så er beskæftiget andetsteds, pakkes der ind til den store guldmedalje. Vi afventer stadig om Pauls bestilte Nintendo DS spil når frem eller ej, hvis det nås skal jeg liiiige i byen og købe en ekstra gave til Søren!
Jeg havde bestilt spillet i England via nettet, men de mailede først at der var leverandørproblemer, men skiftede pludselig mening da jeg henvendte mig for at få en opdatering - kunne de nå at sende før jul eller ej. I anden omgang forklarede de at de ikke sender ud af UK! I skrivende stund er jeg stadig megasur på dem. Hvis man ikke sender udenlands, skal man da for ***** ikke have en funktion på hjemmesiden der gør det muligt at bestille fra udlandet - komplet med landevalg osv.
I DK er spillet svært at få fat i, og jeg har ringet rundt til forskellige hjemmesidehandler og hørt om de kunne hjælpe mig. Det lykkedes til sidst, men det hjælper så ikke når deres leverandør ikke sender spillet!!! AAAAARGH og en masse bandeord.
Så - mandag ringer jeg en sidste gang for at høre om de mod forventning har et spil på vej til mig. I så fald kører jeg ud og henter det så jeg er sikker på at nå det.
Vi tog ud til Sørens gudmor i dag for at udveksle gaver: Noget af børnenes hjemmeproduktion mod gedigne Fætter BR- og boghandlerpakker. Gudmor Karin har tre skønne katte med leopardpletter, og ungerne var helt vilde for at lege med dem. Meeen gudmors hængekøje trak også en del point. Hængekøjen er i hvert fald 3 meter lang og 2 meter bred, så der kan snildt ligge 2 unger og slange sig med en kat hvis det skal være. Og det skulle det!
Der var larm, latter og tumult i køjen, specielt når hankatten Cato angreb nedefra og satte kløerne i de ubeskyttede bagdele på ungerne.
Da vi kørte hjem var børnene superopstemte over besøget, kattene, bespisningen (te med mælk og sukker samt kager og kiks) og hængekøjelegene.
Noget siger mig at vi skal tage derud lidt oftere - det er synd ikke at udnytte sådanne fornøjelser. Specielt nu hvor jeg har set Søren i øjnene og sagt at vi altså ikke får kat i år - jeg orker ikke - det må blive til næste år. Han tog det pænt. Phew.
Monday, December 1, 2008
Hverdage og magtkampe
Stephen havde pludselig købt en hjemmeside til os, så jeg synes vi hellere måtte tage os lidt sammen og få gang i skriveriet igen. I kan se hjemmesiden på www.seidelin.de (seidelin.dk og seidelins.dk er taget...), men vi er altså stadig i opstartsfasen.
Søren og Paul har nu taget fat på julekalenderen. Paul har spurgt hvornår det er jul og hvorfor man dog åbner julekalender når det slet ikke er tid til gaver endnu! Og så har han åbnet låger i kalenderen på forhånd. Ak ja det er svært at vente når man er lille. Husker hvordan min egen julekalender havde tape over lågerne fordi jeg selv ikke kunne vente og allerede havde været der...
Søren er i gang med at skrive månedsopgave, og synes klart det er svært at formulere sig om hvad han selv synes. Det er jo lettere når det bare er kontrolopgaver i stil med 'skriv hvad det handler om' eller 'hvad betyder ...'
Opgaven handler om Pippi Langstrømpe og giver anledning til nogen interessante mor-søn diskussioner om hvem der bestemmer og hvorfor. I betragtning af vores tilbagevendende magtkampe er det faktisk lidt spændende at diskutere det uden at være midt i et voldsomt skænderi. Hvem ved, måske er tekstanalyse vejen til en bedre forståelse mellem os to. Jeg har selv fået lidt at tænke over, og det er da lettere at forstå hinandens synspunkter når man ikke er super ophidset og råber ad hinanden. Nu lyder det som om vi allerede har taget forskud på Sørens teenageår og at vi hader hinanden for et godt ord. Sådan er det altså ikke!
Men når bølgerne går højt - så er det hårdt for os begge.
Paul er meget anderledes dér. Hans følelser er kun kortvarigt i overload og han bliver hurtigt ligevægtig igen efter et evt. udbrud. Ikke nødvendigvis glad - f.eks. er det skod når man SKAL i børnehave, men han er ikke vred i timevis som Søren nogen gange er.
Det hele sejler lidt lige nu fordi vi har været syge i forlængelse af hinanden. Faktisk er det kun Stephen der ikke har været lagt ned af noget. Jeg er stadig hæs, hostende og snottet, så Stephens fødselsdag var på lavt blus må man sige. Vi gav ungerne billetter til Madagascar 2 i advendtsgave og lå flade resten af dagen. Jeg ved godt man ikke må sige sådan noget, men hurra for skod-tegnefilms-kanalerne på tv!
Satser på at blive rask igen i morgen eller overmorgen - har noget konferencemateriale der skal sendes ud til BØFA-medlemmerne (www.boefa.dk), men det må jo så vente på at jeg holder op at lyde som min egen farmor.
Søren og Paul har nu taget fat på julekalenderen. Paul har spurgt hvornår det er jul og hvorfor man dog åbner julekalender når det slet ikke er tid til gaver endnu! Og så har han åbnet låger i kalenderen på forhånd. Ak ja det er svært at vente når man er lille. Husker hvordan min egen julekalender havde tape over lågerne fordi jeg selv ikke kunne vente og allerede havde været der...
Søren er i gang med at skrive månedsopgave, og synes klart det er svært at formulere sig om hvad han selv synes. Det er jo lettere når det bare er kontrolopgaver i stil med 'skriv hvad det handler om' eller 'hvad betyder ...'
Opgaven handler om Pippi Langstrømpe og giver anledning til nogen interessante mor-søn diskussioner om hvem der bestemmer og hvorfor. I betragtning af vores tilbagevendende magtkampe er det faktisk lidt spændende at diskutere det uden at være midt i et voldsomt skænderi. Hvem ved, måske er tekstanalyse vejen til en bedre forståelse mellem os to. Jeg har selv fået lidt at tænke over, og det er da lettere at forstå hinandens synspunkter når man ikke er super ophidset og råber ad hinanden. Nu lyder det som om vi allerede har taget forskud på Sørens teenageår og at vi hader hinanden for et godt ord. Sådan er det altså ikke!
Men når bølgerne går højt - så er det hårdt for os begge.
Paul er meget anderledes dér. Hans følelser er kun kortvarigt i overload og han bliver hurtigt ligevægtig igen efter et evt. udbrud. Ikke nødvendigvis glad - f.eks. er det skod når man SKAL i børnehave, men han er ikke vred i timevis som Søren nogen gange er.
Det hele sejler lidt lige nu fordi vi har været syge i forlængelse af hinanden. Faktisk er det kun Stephen der ikke har været lagt ned af noget. Jeg er stadig hæs, hostende og snottet, så Stephens fødselsdag var på lavt blus må man sige. Vi gav ungerne billetter til Madagascar 2 i advendtsgave og lå flade resten af dagen. Jeg ved godt man ikke må sige sådan noget, men hurra for skod-tegnefilms-kanalerne på tv!
Satser på at blive rask igen i morgen eller overmorgen - har noget konferencemateriale der skal sendes ud til BØFA-medlemmerne (www.boefa.dk), men det må jo så vente på at jeg holder op at lyde som min egen farmor.
Sunday, July 6, 2008
Et uvelkomment frieri
I går (2. juli) var jeg vidne til et ganske særligt besøg i Mahins hus; en særpræget kulturel oplevelse der gør mig fornøjet med at være født i Danmark.
Mahin var blevet kontaktet af en kvinde hun ikke kendte, der ville vide om det var rigtigt at hun havde en ugift datter. Da dette var blevet bekræftet (Shaghaiegh er 25 og særdeles ugift) ytrede damen at hun i så fald ville besøge huset og bese datteren for at se om det var noget for hendes ugifte søn. Hun nævnte ikke sit navn - eller sønnens for den sags skyld - hvor hun kendte til Shaghaiegh fra eller hvor gammel hendes søn var f.eks.
Ved at stille spørgsmål gik det op for mig at Shaghaieghs storesøster Sharareh havde mødt sin mand på samme måde; de har været gift i snart 5 år og har en søn der fylder 1 år om et par dage.
Jeg udbrød mange undrende lyde og lovede at være til stede bemeldte dag på det aftalte tidspunkt. Mahin virkede mest forarget over at konen ikke havde sagt hvem hun var, mens Shaghaiegh syntes at hele historien var pinlig og træls. Hun ytrede i kraftige vendinger at hun havde lyst til at smække døren i for næsen af frieren og har jo i øvrigt travlt med sin uddannelse. I Iran er en kvindes arbejdsliv heller ikke højt skattet, og det forventes næsten at hun opgiver sit arbejde så snart hun får børn. Da børnepasning uden for hjemmet først kan finde sted når barnet er 3-4 år, går kvindens (arbejds)liv i stå når barnet kommer - hvis hendes mor da ikke overtager børnepasningen! Og hvis hun så får mere end ét barn...
Nå, kl. 18 sad vi så klar i vores fine tøj og med hår og makeup i orden: Mahin, Shaghaiegh og jeg, mændene havde fortrukket til andre residenser. Søren og Paul så interesserede på fra sidelinien men blev sendt ovenpå til far da frierne var kommet. De bestod af moren til sønnen og et kvindeligt familiemedlem der sad tavst og gloede med øjnene stående ud fra hovedet på alt og alle i synsvidde. Det er klart at et frieri på dette stade også består i at bese hus og indretning: Er denne familie fin nok at blive indgiftet med? Jeg synes personligt at de så på Shaghaiegh som man ser på et stykke kød hos slagteren: Er det nu lækkert nok til prisen. Shaghaiegh var stille og sad mest med nedslåede øjne mens Mahin og fru frier samtalede på azeri som jeg jo ikke forstår. Jeg fungerede i den forstand som en person der kunne trække opmærksomheden fra den teoretiske brud så hun kunne slippe lidt, og jeg blev da også spurgt om arbejde og familietilknytning og "hvor taler hun dog nydeligt farsi, azeri er også sådan et svært sprog..." Der var megen fornøjelse med at jeg er chetAbdar (bibliotekar), for det var fruen også.
Endelig tog de afsted, efter 15 minutter der føltes som en hel times nidstirren. Shaghaiegh lavede ansigt af elevatoren da de var kørt ned og vi blev enige om at hvis de ringede for at gå i gang med næste skridt (sønnen møder op og nidstirrer sin tilkommende), var der ingen hjemme... Jeg foreslog at de kunne tage to uger til Baku hvis han forsøgte sig, og det grinede de meget af.
Således fik jeg indblik i frieriets mysterier i Iran, og glad er jeg for ikke at være iransk kvinde når det er på de vilkår... Tænker også på at jeg aldrig havde mødt endsige ægtet min kære mand hvis det var foregået på iransk måde. Da vi spurgte Mahin om hvad hun ville gøre hvis en ung mand ringede og sagde "jeg har set din datter og synes hun er sød, må jeg besøge jer med henblik på frieri", mente hun at dét skulle moren da gøre. Hvis samme situation opstod, bare at den hypotetiske unge mand talte med Shaghaieghs far Fridun, mente Mahin at der aldrig kunne blive tale om at interessere sig for en ung mand der gik uden om sin mor!!!
Da Stephen så spurgte hvad en forældreløs skulle gøre, mente Mahin at en forældreløs (der i hendes optik er et menneske der aldrig har haft forældre, er opdraget på børnehjem og i hvert fald ikke et ordentligt menneske) aldrig kunne komme på tale under nogen omstændigheder. At Stephen er forældreløs og i givet fald aldrig kunne være blevet gift hvis det foregik på samme vis i DK var intet problem, "for han har jo en ordentlig baggrund". Som om man ville undersøge en forældreløs friers baggrund hvis man overhovedet har den holdning...
Jeg har i hvert fald mødt en kulturkløft der virkelig er dyb og på mange måder virker uoverstigelig; samtidig viser det med al tydelighed hvor svært det i Iran er for unge mennesker at frigøre sig fra deres forældre, for hele samfundet er bundet op på familien som samlende og bindende enhed. Det er ikke underligt at ugifte unge mænd og kvinder virker temmelig uselvstændige, for de bor hjemme hos deres forældre og kan i mange tilfælde kun foretage de valg som familien stiller dem. At gøre noget nyt som familien ikke er vant til er yderst vanskeligt, og når de endelig (i en alder af 25-35 år) bliver gift og flytter hjemmefra, er mønsteret dybt nedfældet i dem. Jeg blev for nylig spurgt hvor mange gange om ugen jeg besøger min mor - mit svar var næsten uforståeligt for dem, for alene tanken om at hverken min mor eller jeg har tid eller lyst til at underholde hinanden i timevis 3-4 gange om ugen er supermærkelig for dem.
Mahin var blevet kontaktet af en kvinde hun ikke kendte, der ville vide om det var rigtigt at hun havde en ugift datter. Da dette var blevet bekræftet (Shaghaiegh er 25 og særdeles ugift) ytrede damen at hun i så fald ville besøge huset og bese datteren for at se om det var noget for hendes ugifte søn. Hun nævnte ikke sit navn - eller sønnens for den sags skyld - hvor hun kendte til Shaghaiegh fra eller hvor gammel hendes søn var f.eks.
Ved at stille spørgsmål gik det op for mig at Shaghaieghs storesøster Sharareh havde mødt sin mand på samme måde; de har været gift i snart 5 år og har en søn der fylder 1 år om et par dage.
Jeg udbrød mange undrende lyde og lovede at være til stede bemeldte dag på det aftalte tidspunkt. Mahin virkede mest forarget over at konen ikke havde sagt hvem hun var, mens Shaghaiegh syntes at hele historien var pinlig og træls. Hun ytrede i kraftige vendinger at hun havde lyst til at smække døren i for næsen af frieren og har jo i øvrigt travlt med sin uddannelse. I Iran er en kvindes arbejdsliv heller ikke højt skattet, og det forventes næsten at hun opgiver sit arbejde så snart hun får børn. Da børnepasning uden for hjemmet først kan finde sted når barnet er 3-4 år, går kvindens (arbejds)liv i stå når barnet kommer - hvis hendes mor da ikke overtager børnepasningen! Og hvis hun så får mere end ét barn...
Nå, kl. 18 sad vi så klar i vores fine tøj og med hår og makeup i orden: Mahin, Shaghaiegh og jeg, mændene havde fortrukket til andre residenser. Søren og Paul så interesserede på fra sidelinien men blev sendt ovenpå til far da frierne var kommet. De bestod af moren til sønnen og et kvindeligt familiemedlem der sad tavst og gloede med øjnene stående ud fra hovedet på alt og alle i synsvidde. Det er klart at et frieri på dette stade også består i at bese hus og indretning: Er denne familie fin nok at blive indgiftet med? Jeg synes personligt at de så på Shaghaiegh som man ser på et stykke kød hos slagteren: Er det nu lækkert nok til prisen. Shaghaiegh var stille og sad mest med nedslåede øjne mens Mahin og fru frier samtalede på azeri som jeg jo ikke forstår. Jeg fungerede i den forstand som en person der kunne trække opmærksomheden fra den teoretiske brud så hun kunne slippe lidt, og jeg blev da også spurgt om arbejde og familietilknytning og "hvor taler hun dog nydeligt farsi, azeri er også sådan et svært sprog..." Der var megen fornøjelse med at jeg er chetAbdar (bibliotekar), for det var fruen også.
Endelig tog de afsted, efter 15 minutter der føltes som en hel times nidstirren. Shaghaiegh lavede ansigt af elevatoren da de var kørt ned og vi blev enige om at hvis de ringede for at gå i gang med næste skridt (sønnen møder op og nidstirrer sin tilkommende), var der ingen hjemme... Jeg foreslog at de kunne tage to uger til Baku hvis han forsøgte sig, og det grinede de meget af.
Således fik jeg indblik i frieriets mysterier i Iran, og glad er jeg for ikke at være iransk kvinde når det er på de vilkår... Tænker også på at jeg aldrig havde mødt endsige ægtet min kære mand hvis det var foregået på iransk måde. Da vi spurgte Mahin om hvad hun ville gøre hvis en ung mand ringede og sagde "jeg har set din datter og synes hun er sød, må jeg besøge jer med henblik på frieri", mente hun at dét skulle moren da gøre. Hvis samme situation opstod, bare at den hypotetiske unge mand talte med Shaghaieghs far Fridun, mente Mahin at der aldrig kunne blive tale om at interessere sig for en ung mand der gik uden om sin mor!!!
Da Stephen så spurgte hvad en forældreløs skulle gøre, mente Mahin at en forældreløs (der i hendes optik er et menneske der aldrig har haft forældre, er opdraget på børnehjem og i hvert fald ikke et ordentligt menneske) aldrig kunne komme på tale under nogen omstændigheder. At Stephen er forældreløs og i givet fald aldrig kunne være blevet gift hvis det foregik på samme vis i DK var intet problem, "for han har jo en ordentlig baggrund". Som om man ville undersøge en forældreløs friers baggrund hvis man overhovedet har den holdning...
Jeg har i hvert fald mødt en kulturkløft der virkelig er dyb og på mange måder virker uoverstigelig; samtidig viser det med al tydelighed hvor svært det i Iran er for unge mennesker at frigøre sig fra deres forældre, for hele samfundet er bundet op på familien som samlende og bindende enhed. Det er ikke underligt at ugifte unge mænd og kvinder virker temmelig uselvstændige, for de bor hjemme hos deres forældre og kan i mange tilfælde kun foretage de valg som familien stiller dem. At gøre noget nyt som familien ikke er vant til er yderst vanskeligt, og når de endelig (i en alder af 25-35 år) bliver gift og flytter hjemmefra, er mønsteret dybt nedfældet i dem. Jeg blev for nylig spurgt hvor mange gange om ugen jeg besøger min mor - mit svar var næsten uforståeligt for dem, for alene tanken om at hverken min mor eller jeg har tid eller lyst til at underholde hinanden i timevis 3-4 gange om ugen er supermærkelig for dem.
Oplevelser i Baku - 23. juni - 25. juni
Ganske kort efter vi var kommet til Ardebil glemte vi vores kamera i en taxa og opdagede først miseren 2 dage senere. Det siger sig selv at det var mere end svært at finde ud af hvor kameraet var blevet af; det værste var at vi endnu ikke havde overført billeder fra memory-kortet til vores pc. Det bortkomne kamera indeholdt derfor en uges fotografier og herligheder, så vi forsøgte med ret lille held at ringe til taxaselskabet og efterlyse kameraet. Her viste niece Mehrnoush sig som en helt. (Mehrnoush er datter af Stehens søster Hajar; hun har en bror der hedder Behrang som er gift med Mariam). Hun rendte selskabet på dørene og ringede i én uendelighed indtil de endelig gav lyd fra sig at kameraet var fundet i en taxa der i øjeblikket var udenbys.
Ved disse forenede kræfter fik vi således kameraet tilbage, og glade var vi! Da vi havde tjekket at kamera, batteri og ikke mindst memory-kort var ganske intakt opstod spørgsmålet hos os: Hvorledes man lønner så vedholdende gerning på passende vis? Efter et par dages tænksomhed kom vi så på at vi ville invitere Mehrnoush med til Baku. Vi havde allerede i DK tænkt at vi ville besøge Azerbaijan og måske opsøge Stephens mors slægtninge, og at tage Mehrnoush med ville ikke koste os ret meget mere end at tage afsted os fire.
Mehrnoush blev kisteglad; hun har aldrig været uden for Irans grænser, og det var sørme en oplevelse hun godt kunne tænke sig. Så hun fik sin fars underskrift på at hun måtte tage ud af landet (da hun jo er ugift og derfor selvfølgelig jomfru og som sådan at regne nærmest som mindreårig... Logisk? Nej.) og vi ansøgte om visa til os alle fem. Stephen fik opstøvet en gammel ven han ikke havde set i 35 år eller sådan noget, som alligevel skulle til Baku og gerne ville køre os til grænsen. Han fandt også en lejlighed til os i Baku nær den gamle bydel; ifølge udlejerne skulle den være en topmoderne 3-værelses med elevator og vaskemaskine og ganske billig, kun 100 $ pr. nat!
Rejsen var rædsom. Vi kørte 6 mennesker i en almindelig personbil til grænsen ved Bilesuvar, hvor der nok er flere får end mennesker. Vejen snoede sig i hårnålesving op ad bjergene, og landsbyerne blev mere og mere gammeldags.
Ved grænsen var der mudret og mærkeligt og der skulle betales bestikkelse til enhver embedsmand i miles omkreds. Stephen blev meget glad for at han havde sørget for at veksle ekstra manat (møntenheden i Azerbaijan) til rejsen.
Embedsmændene havde svært ved at læse vores pas og især Mehrnoush's pas var genstand for megen granskning.
På den anden side af grænsen stod taxaerne klar til at køre os til Baku og vi udså os en BMW til vores familie så der da var plads nok til os. Stephens ven nøjedes med en Lada, men han var jo også kun sig selv! Vores taxachauffør indvilligede i at være guide for os mens vi var i Baku og det var jo glimrende.
Undervejs spiste vi ved en turistrestaurant; deres kubide kebab (grillet, hakket kød) var glimrende og deres shish kebab havde aldrig nogen sinde siddet på et får eller en ko. Så må I selv udlede resten! Vodka kom på bordet, og nu skulle det fejres at vi var nået ud af islams skygge. Mehrnoush og jeg havde allerede ved grænsen kastet vores hejab, men Stephen kunne ikke nøjes med at nyde synes, for hans ven syntes bestemt at der skulle tømmes en flaske! Jeg blev bidt af myg mens vi sad og spiste og var nødt til omgående at smøre stikkene samt at tage en af mine uundværlige antihistaminer.
En flaske vodka senere skulle Paul på toilettet. Jeg ved godt at jeg har klaget mig lidt over de iranske toiletter, men lad mig forsikre jer for at jeg ALDRIG mere vil brokke mig. Toilettet var samme standard som i Iran, men hygiejneniveauet kunne ikke på nogen måde sammenlignes! Alene odeuren kunne få selv en hærdet turist til at ofre sin middag før den var fordøjet, kan jeg love jer. Paul og jeg trak vejret gennem munden og flygtede i en vis hast.
Mod Baku kører man langs det Kaspiske hav hvor flamingoerne dekorativt står i flok i det lave vand. Til den anden side ligger markerne med solsikker i fuldt flor, meget særpræget for en dansker.
2 timer senere med 120 km i timen nåede vi Baku. Mage til hæslig storby skal man nok lede i andre eks-sovjetstater efter. Kønt beliggende ved det Kaspiske hav, med direkte udsigt til boretårne og olieudslip og med en trafik der ikke lader den iranske noget efter. De er lidt bedre til at følge færdselsreglerne, men til gengæld er der altid en smog af benzinos i luften der efterlader én lidt køresyg selv hvis man er gående.
Vores lejlighed lå inde i en baggård, der var grimmere end det grimmeste jeg nogensinde har set i København. Et nietagershus med affældige balkoner hvorpå hang endnu mere affældige A/C-units, paraboler og vasketøj, i selve gården affald og baggårdskatte med tottet pels. Vi var lige ved at vende om, men blev enige om i det mindste at se på lejligheden. Via en klam gang fik vi adgang til en slidt og ækel elevater befængt med myg; hvis man ikke nåede at trykke på knappen til den ønskede etage inden for 10 sekunder, blev elevatoren mørklagt hvorefter man måtte føle sig frem. Men den virkede da...
Selve lejligheden viste sig mirakuløst at være ganske dejlig; stue, køkken, bad, to soveværelser og A/C i det ene værelse og stuen. Vi fik at vide at vi burde holde vinduerne lukket da der ellers kom myg ind; en advarsel der var ganske overflødig idet lejligheden allerede vrimlede med blodtørstige myg.
Efter at have givet håndslag på at vi ville tage lejligheden pakkede vi ud, og Mehrnoush og jeg gik ud for at finde en butik så vi kunne gøre indkøb og forsyne os til morgendagen. Rundt om to hjørner lå "world market", der ved første øjekast lignede et lille supermarked i DK, men ved nærmere eftersyn skulle man ved hver køledisk bede om varen og betale på stedet. I betragtning af at jeg kan 3 ord på tyrkisk (som ligner azeri) og Mehrnoush' ordforråd på azeri stort set er passivt, tog det lang tid og megen latter mellem os og himmelvendte øjne fra de stakkels sælgere i supermarkedet før vi kunne vende hjem med vand, pølse, smør, ost, brød, te, honning og ikke mindst wc-papir. Dog havde vi den fornøjelse at blive spurgt om hvor vi kom fra (Iran) hvorpå de udbrød at de iranske piger altså var kønne!
Om aftenen tog vi med Stephens ven, vores taxachauffør/guide ud for at spise. Det var en fin restaurant med levende musik og en sanger der i hvert fald ikke kunne synge. Vi sørgede for at få et bord langt fra larmen og spiste derefter noget mad. Meget underligt, men i Baku findes menukort ikke. Man kan vælge kylling med kartofler i et wok-lignende arrangement, kød med ditto eller kubide kebab. Inden kødmaden kommer serveres et større antal småretter: yoghurt, salat, krydderurter, brød, torshi (syltede grønsager), syltede agurker, evt. en salat olvier (kartofler, kogt æg, kylling og syltet agurk i småstykker moset sammen til en næsten homogen masse med mayonnaise) eller lignende mayonnaiseindsovset ret og deslige.
Drikkevarer vand, ayran (azerbaijansk variant af dugh), en dejlig pærecider og naturligvis vodka til mændene...
Mehrnoush udtrykte ønske om at danse efter maden, så vi indtog dansegulvet for et par numre og tog derefter hjem til lejligheden og myggene.
Vi klaskede myg hele aftenen og om morgenen havde jeg mindst 8 stik fordelt i ansigt og på ryg og arme. Et af stikkene sad lige midt mellem øjenene og fik mit stakkels højre øje som jo blev plaget i Kashan til at opføre sig som om det gerne ville være stort og grimt igen. Søren var også meget stukket og havde decideret ondt i stikkene, så han fik ½ af mine dyrebare antihistaminer til at holde ham rask.
Vores guide leverede denne dag sin unge søn til at underholde os. Vi gik tur i den gamle bydel, så et gammelt karavanserai hvor tæppe- og silkehandlerne kæmper en hård kamp for at hive penge ud af turisterne, vi så et gammelt tårn, "jomfrutårnet", et tårn om hvilket det fortælles at en jomfru kastede sig ud i fortvivlelse over at hendes (konge-) far havde aftalt giftermål mellem hende og en hende afskyvækkende mand. Hmmm, i hvert fald var der en vidunderlig udsigt deroppefra, og den allestedsnærværende smog lå længere nede. Over os øvede militærpiloterne sig på at flyve i formation til en større parade der skulle finde sted et par dage senere.
Efter frokost tog vi til stranden. Mehrnoush havde ikke taget badedragt med, så vi var på en større ekspedition for at finde en hun kunne lide og passe, men uden held. Det blev heller ikke lettere af at den unge guide kastede øjne til Mehrnoush på en måde der gjorde at hun bestemt ikke havde lyst til at vise sig i bikini.
Ved stranden gik Stephen og drengene i vandet og kort efter fulgte den på så mange måder herlige unge mand. Så havde jeg heller ikke lyst til at hoppe i, og mens Stephen forgæves forsøgte at få bemeldte til at forstå at man ikke tager 9-årige drenge og kaster dem i vandet med hovedet forrest, snakkede Mehrnoush og jeg sammen på stranden om mangt og meget, ikke mindst den klamme fyr ude i vandet.
Efter badet fik vi te og slik, og fyren trak Stephen til side og spurgte om Mehrnoush mon var jomfru og ugift/uforlovet. Stephen skyndte sig at sige at hun var forlovet så han ikke fandt på at genere os yderligere - og så kørte vi hjem!
Alle var enige om at dette var en yderst interessant dag og at vi nødig ville se den unge mand igen.
Om aftenen tog vi til endnu en elegant restaurant og lod os æde af myg mens nogle noget mere talentfulde ynglinge en aftenen før sang karaoke. Paul sov sig gennem seancen og vågnede først da vi skulle hjem.
På trediedagen befalede vi vores guide at holde sig væk og tog selv i byen for at finde et sted at shoppe. Vi opsøgte byens gågade, der mindede svært om Københavns ditto. Der er ingen tvivl om at dette var en dag der gjorde stort indtryk på Mehrnoush. Vi var vi pæne kjoler, og viste både ben og hovedhår uden den mindste reaktion fra befolkningen, der (for den kvindelige dels vedkommende) jo også i variende grad var afklædte i sommervarmen. Vi spiste is og kiggede vinduer til den store guldmedalje og snakkede løs imens. Drengene syntes det var LIDT hårdt, men til gengæld morede den kvindelige del af gruppen sig storartet. Jeg fandt en nydelig kjole, men Mehrnoush var ikke så heldig - der var så mange ting hun ikke kunne lide, og hun havde måske heller ikke lyst til at vi skulle købe noget til hende selv om vi gerne ville spendere... Stephen købte et par cd'er med Alibaba Mammadov, som er død for nylig men ellers langt ude i familie med ham. Vi afsatte senere den ene til Mehrnoush selv om hun protesterede (hehe) for det lykkedes jo ikke for os at give hende hverken badedragt eller kjole!
Om aftenen tog chaufføren os først til stranden hvor Søren gik i vandet mens Mehrnoush konverserede mig og jeg holdt om Paul der var gået i brædderne. Stephen snakkede med chaufføren og tog billeder imens. Bagefter tog vi (surprise) til en fin restaurant; denne gang så fin at selveste præsidenten frekventerer den! Vi fik sværdfisk og kubide kebab og endte med en regning der stod i proportion til restaurantens berømmelse men næppe til madens kvalitet (selv om fisken dog var acceptabel). Mehrnoush var ved at besvime da hun konverterede manatterne i regningen til iranske toman - det samme gjorde jeg næsten da jeg konverterede til danske kroner...
Vi fik besked på at vi skulle afsted meget tidligt næste morgen, da militæret stod i begreb med at afspærre byen i forbindelse med paraden. Vi blev således hentet kl. 7 af vores chauffør, men forgæves! Byen var allerede blevet afspærret! Det var en fuldstændig absurd morgen hvor vores chauffør bandede højlydt mens afkørsel efter afkørsel blev afprøvet og fundet afspærret af militærets minibusser. Hvorfor man vælger at afspærre en millionby går over min forstand, men sådan var det bare. Efter en stiv klokketime kørte chaufføren i desperation ud til en vej der enten var under udvikling eller afvikling; der var i hvert fald ingen asfalt på og store huller over det hele. Her bumlede vi så deruda' med andre biler i samme situation som os hele vejen uden om Baku til vi nåede vejen mod Astara. Derefter susede vi afsted med 140 i timen til vi nåede grænsen.
Her ventede endnu en fantastisk oplevelse. Der var mindst 50 personer i kø foran os som skulle have stemplet pas og givet bestikkelse eller hvad der nu ellers foregår i indtil flere små kontorer i en nedlagt bus - -
Vi søgte tilflugt i skyggen mens Stephen gik i klinch med kø og embedsmænd; forbavsende hurtigt returnerede han og pålagde os med bister mine IKKE at tage ting med over grænsen der ikke var vores (det havde vi jo sådan set heller ikke tænkt os).
Så gik vi - imens forklarede Stephen at han ud over bestikkelse havde lovet at tage nogle pakker tøj med over grænsen for at kunne få de nødvendige stempler i en fart. Det er nemlig sådan at hvert pas kan medbringe en begrænset mængde kilo over grænsen pr. år, og idet der foregår en intens eksport af tøj fra Azerbaijan til Astara, der er berømt i nordiran for sine tøjbutikker, ville alle gerne have nogen til at bære tøjet over for dem! Vi stak af fra vores løfte (og hvem ved også om der pludselig var heroin i pakkerne = dødsstraf i Iran) og nåede over grænsen lige inden iranerne gik til middagspause!
Stor lettelse selv om vi tøser nu igen havde fået vores hejab på igen. Mehrnoush var trist ved at være i hejab igen men glad for at se sit fædreland. Faktisk var jeg osse glad for at se Iran igen. Selv om Azerbaijan og Baku var en oplevelse, var der også langt mere forurenet og grimt end Iran. Vi kørte gennem det iranske bjerglandskab på vej hjem til Ardebil og nød synet af de grønklædte bjerge og den friske luft der pustede ind ad vinduet.
Ved disse forenede kræfter fik vi således kameraet tilbage, og glade var vi! Da vi havde tjekket at kamera, batteri og ikke mindst memory-kort var ganske intakt opstod spørgsmålet hos os: Hvorledes man lønner så vedholdende gerning på passende vis? Efter et par dages tænksomhed kom vi så på at vi ville invitere Mehrnoush med til Baku. Vi havde allerede i DK tænkt at vi ville besøge Azerbaijan og måske opsøge Stephens mors slægtninge, og at tage Mehrnoush med ville ikke koste os ret meget mere end at tage afsted os fire.
Mehrnoush blev kisteglad; hun har aldrig været uden for Irans grænser, og det var sørme en oplevelse hun godt kunne tænke sig. Så hun fik sin fars underskrift på at hun måtte tage ud af landet (da hun jo er ugift og derfor selvfølgelig jomfru og som sådan at regne nærmest som mindreårig... Logisk? Nej.) og vi ansøgte om visa til os alle fem. Stephen fik opstøvet en gammel ven han ikke havde set i 35 år eller sådan noget, som alligevel skulle til Baku og gerne ville køre os til grænsen. Han fandt også en lejlighed til os i Baku nær den gamle bydel; ifølge udlejerne skulle den være en topmoderne 3-værelses med elevator og vaskemaskine og ganske billig, kun 100 $ pr. nat!
Rejsen var rædsom. Vi kørte 6 mennesker i en almindelig personbil til grænsen ved Bilesuvar, hvor der nok er flere får end mennesker. Vejen snoede sig i hårnålesving op ad bjergene, og landsbyerne blev mere og mere gammeldags.
Ved grænsen var der mudret og mærkeligt og der skulle betales bestikkelse til enhver embedsmand i miles omkreds. Stephen blev meget glad for at han havde sørget for at veksle ekstra manat (møntenheden i Azerbaijan) til rejsen.
Embedsmændene havde svært ved at læse vores pas og især Mehrnoush's pas var genstand for megen granskning.
På den anden side af grænsen stod taxaerne klar til at køre os til Baku og vi udså os en BMW til vores familie så der da var plads nok til os. Stephens ven nøjedes med en Lada, men han var jo også kun sig selv! Vores taxachauffør indvilligede i at være guide for os mens vi var i Baku og det var jo glimrende.
Undervejs spiste vi ved en turistrestaurant; deres kubide kebab (grillet, hakket kød) var glimrende og deres shish kebab havde aldrig nogen sinde siddet på et får eller en ko. Så må I selv udlede resten! Vodka kom på bordet, og nu skulle det fejres at vi var nået ud af islams skygge. Mehrnoush og jeg havde allerede ved grænsen kastet vores hejab, men Stephen kunne ikke nøjes med at nyde synes, for hans ven syntes bestemt at der skulle tømmes en flaske! Jeg blev bidt af myg mens vi sad og spiste og var nødt til omgående at smøre stikkene samt at tage en af mine uundværlige antihistaminer.
En flaske vodka senere skulle Paul på toilettet. Jeg ved godt at jeg har klaget mig lidt over de iranske toiletter, men lad mig forsikre jer for at jeg ALDRIG mere vil brokke mig. Toilettet var samme standard som i Iran, men hygiejneniveauet kunne ikke på nogen måde sammenlignes! Alene odeuren kunne få selv en hærdet turist til at ofre sin middag før den var fordøjet, kan jeg love jer. Paul og jeg trak vejret gennem munden og flygtede i en vis hast.
Mod Baku kører man langs det Kaspiske hav hvor flamingoerne dekorativt står i flok i det lave vand. Til den anden side ligger markerne med solsikker i fuldt flor, meget særpræget for en dansker.
2 timer senere med 120 km i timen nåede vi Baku. Mage til hæslig storby skal man nok lede i andre eks-sovjetstater efter. Kønt beliggende ved det Kaspiske hav, med direkte udsigt til boretårne og olieudslip og med en trafik der ikke lader den iranske noget efter. De er lidt bedre til at følge færdselsreglerne, men til gengæld er der altid en smog af benzinos i luften der efterlader én lidt køresyg selv hvis man er gående.
Vores lejlighed lå inde i en baggård, der var grimmere end det grimmeste jeg nogensinde har set i København. Et nietagershus med affældige balkoner hvorpå hang endnu mere affældige A/C-units, paraboler og vasketøj, i selve gården affald og baggårdskatte med tottet pels. Vi var lige ved at vende om, men blev enige om i det mindste at se på lejligheden. Via en klam gang fik vi adgang til en slidt og ækel elevater befængt med myg; hvis man ikke nåede at trykke på knappen til den ønskede etage inden for 10 sekunder, blev elevatoren mørklagt hvorefter man måtte føle sig frem. Men den virkede da...
Selve lejligheden viste sig mirakuløst at være ganske dejlig; stue, køkken, bad, to soveværelser og A/C i det ene værelse og stuen. Vi fik at vide at vi burde holde vinduerne lukket da der ellers kom myg ind; en advarsel der var ganske overflødig idet lejligheden allerede vrimlede med blodtørstige myg.
Efter at have givet håndslag på at vi ville tage lejligheden pakkede vi ud, og Mehrnoush og jeg gik ud for at finde en butik så vi kunne gøre indkøb og forsyne os til morgendagen. Rundt om to hjørner lå "world market", der ved første øjekast lignede et lille supermarked i DK, men ved nærmere eftersyn skulle man ved hver køledisk bede om varen og betale på stedet. I betragtning af at jeg kan 3 ord på tyrkisk (som ligner azeri) og Mehrnoush' ordforråd på azeri stort set er passivt, tog det lang tid og megen latter mellem os og himmelvendte øjne fra de stakkels sælgere i supermarkedet før vi kunne vende hjem med vand, pølse, smør, ost, brød, te, honning og ikke mindst wc-papir. Dog havde vi den fornøjelse at blive spurgt om hvor vi kom fra (Iran) hvorpå de udbrød at de iranske piger altså var kønne!
Om aftenen tog vi med Stephens ven, vores taxachauffør/guide ud for at spise. Det var en fin restaurant med levende musik og en sanger der i hvert fald ikke kunne synge. Vi sørgede for at få et bord langt fra larmen og spiste derefter noget mad. Meget underligt, men i Baku findes menukort ikke. Man kan vælge kylling med kartofler i et wok-lignende arrangement, kød med ditto eller kubide kebab. Inden kødmaden kommer serveres et større antal småretter: yoghurt, salat, krydderurter, brød, torshi (syltede grønsager), syltede agurker, evt. en salat olvier (kartofler, kogt æg, kylling og syltet agurk i småstykker moset sammen til en næsten homogen masse med mayonnaise) eller lignende mayonnaiseindsovset ret og deslige.
Drikkevarer vand, ayran (azerbaijansk variant af dugh), en dejlig pærecider og naturligvis vodka til mændene...
Mehrnoush udtrykte ønske om at danse efter maden, så vi indtog dansegulvet for et par numre og tog derefter hjem til lejligheden og myggene.
Vi klaskede myg hele aftenen og om morgenen havde jeg mindst 8 stik fordelt i ansigt og på ryg og arme. Et af stikkene sad lige midt mellem øjenene og fik mit stakkels højre øje som jo blev plaget i Kashan til at opføre sig som om det gerne ville være stort og grimt igen. Søren var også meget stukket og havde decideret ondt i stikkene, så han fik ½ af mine dyrebare antihistaminer til at holde ham rask.
Vores guide leverede denne dag sin unge søn til at underholde os. Vi gik tur i den gamle bydel, så et gammelt karavanserai hvor tæppe- og silkehandlerne kæmper en hård kamp for at hive penge ud af turisterne, vi så et gammelt tårn, "jomfrutårnet", et tårn om hvilket det fortælles at en jomfru kastede sig ud i fortvivlelse over at hendes (konge-) far havde aftalt giftermål mellem hende og en hende afskyvækkende mand. Hmmm, i hvert fald var der en vidunderlig udsigt deroppefra, og den allestedsnærværende smog lå længere nede. Over os øvede militærpiloterne sig på at flyve i formation til en større parade der skulle finde sted et par dage senere.
Efter frokost tog vi til stranden. Mehrnoush havde ikke taget badedragt med, så vi var på en større ekspedition for at finde en hun kunne lide og passe, men uden held. Det blev heller ikke lettere af at den unge guide kastede øjne til Mehrnoush på en måde der gjorde at hun bestemt ikke havde lyst til at vise sig i bikini.
Ved stranden gik Stephen og drengene i vandet og kort efter fulgte den på så mange måder herlige unge mand. Så havde jeg heller ikke lyst til at hoppe i, og mens Stephen forgæves forsøgte at få bemeldte til at forstå at man ikke tager 9-årige drenge og kaster dem i vandet med hovedet forrest, snakkede Mehrnoush og jeg sammen på stranden om mangt og meget, ikke mindst den klamme fyr ude i vandet.
Efter badet fik vi te og slik, og fyren trak Stephen til side og spurgte om Mehrnoush mon var jomfru og ugift/uforlovet. Stephen skyndte sig at sige at hun var forlovet så han ikke fandt på at genere os yderligere - og så kørte vi hjem!
Alle var enige om at dette var en yderst interessant dag og at vi nødig ville se den unge mand igen.
Om aftenen tog vi til endnu en elegant restaurant og lod os æde af myg mens nogle noget mere talentfulde ynglinge en aftenen før sang karaoke. Paul sov sig gennem seancen og vågnede først da vi skulle hjem.
På trediedagen befalede vi vores guide at holde sig væk og tog selv i byen for at finde et sted at shoppe. Vi opsøgte byens gågade, der mindede svært om Københavns ditto. Der er ingen tvivl om at dette var en dag der gjorde stort indtryk på Mehrnoush. Vi var vi pæne kjoler, og viste både ben og hovedhår uden den mindste reaktion fra befolkningen, der (for den kvindelige dels vedkommende) jo også i variende grad var afklædte i sommervarmen. Vi spiste is og kiggede vinduer til den store guldmedalje og snakkede løs imens. Drengene syntes det var LIDT hårdt, men til gengæld morede den kvindelige del af gruppen sig storartet. Jeg fandt en nydelig kjole, men Mehrnoush var ikke så heldig - der var så mange ting hun ikke kunne lide, og hun havde måske heller ikke lyst til at vi skulle købe noget til hende selv om vi gerne ville spendere... Stephen købte et par cd'er med Alibaba Mammadov, som er død for nylig men ellers langt ude i familie med ham. Vi afsatte senere den ene til Mehrnoush selv om hun protesterede (hehe) for det lykkedes jo ikke for os at give hende hverken badedragt eller kjole!
Om aftenen tog chaufføren os først til stranden hvor Søren gik i vandet mens Mehrnoush konverserede mig og jeg holdt om Paul der var gået i brædderne. Stephen snakkede med chaufføren og tog billeder imens. Bagefter tog vi (surprise) til en fin restaurant; denne gang så fin at selveste præsidenten frekventerer den! Vi fik sværdfisk og kubide kebab og endte med en regning der stod i proportion til restaurantens berømmelse men næppe til madens kvalitet (selv om fisken dog var acceptabel). Mehrnoush var ved at besvime da hun konverterede manatterne i regningen til iranske toman - det samme gjorde jeg næsten da jeg konverterede til danske kroner...
Vi fik besked på at vi skulle afsted meget tidligt næste morgen, da militæret stod i begreb med at afspærre byen i forbindelse med paraden. Vi blev således hentet kl. 7 af vores chauffør, men forgæves! Byen var allerede blevet afspærret! Det var en fuldstændig absurd morgen hvor vores chauffør bandede højlydt mens afkørsel efter afkørsel blev afprøvet og fundet afspærret af militærets minibusser. Hvorfor man vælger at afspærre en millionby går over min forstand, men sådan var det bare. Efter en stiv klokketime kørte chaufføren i desperation ud til en vej der enten var under udvikling eller afvikling; der var i hvert fald ingen asfalt på og store huller over det hele. Her bumlede vi så deruda' med andre biler i samme situation som os hele vejen uden om Baku til vi nåede vejen mod Astara. Derefter susede vi afsted med 140 i timen til vi nåede grænsen.
Her ventede endnu en fantastisk oplevelse. Der var mindst 50 personer i kø foran os som skulle have stemplet pas og givet bestikkelse eller hvad der nu ellers foregår i indtil flere små kontorer i en nedlagt bus - -
Vi søgte tilflugt i skyggen mens Stephen gik i klinch med kø og embedsmænd; forbavsende hurtigt returnerede han og pålagde os med bister mine IKKE at tage ting med over grænsen der ikke var vores (det havde vi jo sådan set heller ikke tænkt os).
Så gik vi - imens forklarede Stephen at han ud over bestikkelse havde lovet at tage nogle pakker tøj med over grænsen for at kunne få de nødvendige stempler i en fart. Det er nemlig sådan at hvert pas kan medbringe en begrænset mængde kilo over grænsen pr. år, og idet der foregår en intens eksport af tøj fra Azerbaijan til Astara, der er berømt i nordiran for sine tøjbutikker, ville alle gerne have nogen til at bære tøjet over for dem! Vi stak af fra vores løfte (og hvem ved også om der pludselig var heroin i pakkerne = dødsstraf i Iran) og nåede over grænsen lige inden iranerne gik til middagspause!
Stor lettelse selv om vi tøser nu igen havde fået vores hejab på igen. Mehrnoush var trist ved at være i hejab igen men glad for at se sit fædreland. Faktisk var jeg osse glad for at se Iran igen. Selv om Azerbaijan og Baku var en oplevelse, var der også langt mere forurenet og grimt end Iran. Vi kørte gennem det iranske bjerglandskab på vej hjem til Ardebil og nød synet af de grønklædte bjerge og den friske luft der pustede ind ad vinduet.
Subscribe to:
Posts (Atom)
