Besøg i LahijAn

I Lahijan var jeg i morges (17.6) ude at købe ind og kom til at tænke over bazaar-strukturen der er gældende overalt i Iran. Der findes naturligvis supermarkeder, nogle af dem i TehrAn ligner endda lidt de danske. Men hovedparten af alle butikker er specialbutikker, hver på størrelse med en garage. Én butik sælger oksekød, en anden lam, en tredie kylling, en fjerde fisk, nogle butikker sælger kun de krydderurter, der spiller en central rolle i iranernes frokost og aftensmad. Så er der butikker der sælger frugt og grønsager så som agurk, tomat, kartoffel og løg, på hjørnet har en mand stillet sig op med et bjerg af bønner, lidt nede af vejen står en lille lastbil med ladet fyldt med vandmeloner. Der er også folk der har høstet brombær og sælger dem i dunke der har indeholdt yoghurt. I 'supermarkederne' (stadig på størrelse med en garage) findes bleer, mælk på pose, dugh (syrlig mælke/yoghurtdrik), chips og dårligt slik, kiks, tyggegummi, kakao og måske lidt krydderier. Ellers køber man selvsagt sine krydderier i krydderishoppen og sine pistacier i nøddeshoppen. Og sådan kan man blive ved. Man kan lede længe efter ting der forekommer os almindelige i DK: tørret timian aner de ikke hvad er, oregano er tørret og knust til et pulver der smager af noget jeg i hvert fald aldrig har smagt før, icebergsalat har de aldrig hørt om osv. Toiletpapir og bleer er dog blevet en almindelig vare i supermarkederne.

Jeg har stadig ikke helt fattet hvordan man benytter de iranske toiletter optimalt og jeg er bange for at jeg aldrig helt kommer til at fatte princippet. Det er dem med hullet i gulvet, jeg taler om. Man kommer ufattelig tæt på en kropsfunktion vi i det daglige i DK ikke har lyst til at være meget tæt på, og jeg synes egentlig ofte der er lugtproblemer fra toiletterne. Man må endelig ikke hælde toiletpapir i toilettet, da afløbet så tilstoppes, og så vidt jeg har forstået er det meningen man skal vaske sig ren efter toiletbesøg med brug af venstre hånd og rindende vand. Højre hånd bruges til at spise med! Til deres ros er der selv på de ringeste toiletter vand og sæbe til at vaske hænder i bagefter, men jeg må indrømme at jeg endnu ikke er iraner nok til helt at kunne forlige mig med hele forretningsgangen i et standard toiletbesøg. Selvfølgelig er offentlige toiletter (som i DK) af ringe renhed og lækkerhed i forhold til hvordan det er i private hjem, så det er ikke så slemt til hverdag!

Sareyn, sproget farsi og betydningen af 5 bAlduz'er

Sareyn er en lille by i nærheden af Ardebil. Den ligger tæt på bjerget SabalAn og er berømt for sine varme mineralske kilder, der menes at have helbredende kraft. Over hele Iran tænker folk på Sareyn når man nævner Ardebil, og byen minder mest om en turist-badeby f.eks. på Lanzarote eller lignende sted. Der er i hvert fald en overflod af små butikker der sælger badetøj, håndklæder og legetøj samt små restauranter hvor man efter et helsebringende bad kan få et måltid af Ash-e dugh (yoghurtsuppe), kubide kebab (kebab af hakkekød), te og måske en bastani (iransk is, gerne smagssat med rosenvand eller safran. Begge dele kræver tilvænning!). Byen er et eldorado for omkringboende driftige forretningsmænd, og hoteller skyder op nærmest som paddehatte i byen. De dyreste hoteller har deres egen pøl med adgang til kildevand fra bjerget, men der er også adgang uden om hotellerne. Naturligvis er de kønsopdelt, men drenge under 5 år kan dog følges med deres mor.

Jeg prøvede kilderne første gang jeg var i Iran, sammen med mine svigerinder. Men denne gang tog jeg afsted alene (med Paul, men altså uden iransk backup). En grænseoverskridende oplevelse at være alene, men også et tegn på at jeg efterhånden kan klare mig nogenlunde på farsi. Min grammatik er selvfølgelig helt hen i vejret og der er mange ord jeg forstår men ikke kan bruge, men folk forstår mig og jeg forstår noget af hvad de siger... Paul syntes vandet var alt for varmt og ville under ingen omstændigheder i. Samtalen mellem os (på dansk, forstås) tiltrak sig megen opmærksomhed fra de omkringstående. En af de mere modige fik spurgt til vores nationalitet, og derefter kørte samtalen fint. Paul satte sig på kanten iført håndklæde så han ikke frøs mens jeg badede og snakkede. Hvis ikke han var blevet kold til sidst, var jeg nok blevet siddende længere.

En anden dag, hvor vi badede mig og alle mine svigerinder, en af Stephens niecer og min svogers kone, faldt jeg også i snak med et par kvinder, der spurgte om jeg mon var fra TehrAn! Det må være det lyse hår kombineret med en nogenlunde iransk opførsel (?). De var passende imponerede over at jeg havde 5 svigerinder; i Iran er holdningen til svigerinder som svigermor i DK. Det er ikke tilfældigt at 'svigerinde' på azeri (Stephens modersmål) er 'bAlduz', hvilket betyder honning+salt.

Mine kære bAlduz'er konstaterer også at jeg er blevet god til farsi. Jeg kan nu fortælle om min familie, deres mænd, koner, eventuelle børn og arbejde. Således diverterer jeg med Marie Louises fremtid som dansklærer, Signes prinsessefødselsdag, Christophers avancement i Nordisk Film og Lenas afgang fra samme firma, mors og fars oplevelser i Sverige og min og Sørens forkærlighed for slanger. Jeg kan sige himmel, sol, regn, bjerg, træ, skov, frø (kvak) og slange, og det er forbavsende hvor tit man har brug for at kunne sige netop disse ord! Politik holder jeg mig fra, men jeg har lært at sige børnehave og forklare at selv skolebørn i DK går på frit eller i klub. Jeg kan også fortælle om cykelveje, rækkehuse og i begrænset omfang diskutere børneopdragelse.

Á propos forskelle i børneopdragelse løb vi ind i en interessant kulturel forskel. I Ardebil har vi jo fået taglejligheden hos Stephens søster Mahin (hun har et hus på 4 etager hvor 2 er lejet ud og tagetagen bruges som hendes eget gæsteværelse). Vi ville vaske tøj (i hendes vaskemaskine) og tog derfor snavsetøjet ned i stueetagen der fungerer som parkering og hvor der er et rum med ekstra køkkenfaciliteter og vaskemaskine. Mahin kom ned for at indvie os i maskinens brug og frabad sig på det bestemteste at vi vaskede vores undertøj i maskinen, da det havde siddet på vores dertil indrettede popo'er og var beskidt! Undertøj bliver beskidt af at blive brugt og må derfor ikke gå i vaskemaskinen, fik vi at vide. Vi øjede hinanden og tog pænt vores beskidte tøj med ovenpå igen hvorpå vi fik et fælles latteranfald. Ved yderligere udforskning af emnet fremgik det at man, når man alligevel tager bad, vasker sit beskidte undertøj i hånden. Hvordan man så får det helt rent har jeg endnu ikke forstået. For ikke at tale om at Mahin jo er blevet mormor og passer sit barnebarn hver dag når mor og far er på arbejde. Hvordan klarer man det skidne babytøj, spørger jeg bare! Jeg har altid ment at vaskemaskinen var det rette instrument til dén sag! Den kan nu nok klare at holde sig selv ren, synes jeg! Efter megen diskussion af den mest diplomatiske slags har vi dog fået udvirket at vi alligevel må vaske vores undertøj i maskinen, dog ikke sammen med vores andet snavsetøj. Hmmm, vi er begyndt at vaske tøjet når Mahin er anderswo engagiert.

Vi oplever ikke at der er problemer ved at være dansk i Iran. Alle steder, hvor folk har spurgt om min nationalitet, er jeg blevet budt varmt velkommen efter jeg har sagt jeg er fra Danmark. De fleste ved at København er hovedstaden og er tilfredse med at høre at det er der jeg bor. (Men nu kan jeg også sige forstad...) De griner meget når jeg fortæller at der bor 1 million i København; for der bor ca. 15 millioner i Tehran alene og 1 million er det der svarer til en mindre provinshovedstad som f.eks. Ardebil (hvor Stephens familie bor)...
I Kashan snakkede Stephen med en lokal mand, der blev helt forvirret da han så mig - jeg tror ikke Stephen havde sagt at jeg var vestlig, og han hilste mig derfor velkommen til den islamiske republik Iran (hehe). Det er første og eneste gang jeg er blevet hilst velkommen til dette land; andre folk siger bare "Beh Iran khosh Amadid" = velkommen til Iran! Hvis folk overhovedet nævner Danmarks fortræffeligheder, er det Kopenhag, Schmeichel, Laudrup og smør der falder dem ind. Og det er da rart for os at det er sådan de tænker. Mohammad-tegningerne kommer i reglen kun på tale blandt familie og når vi er blevet venner med nogen, og kun når Stephen selv bringer det på bane. Så enten er folk for høflige til at sige noget, eller (mere sandsynligt) det er ikke noget de lige sådan tænker over hele tiden. Man må også sige at de har andre problemer på udenrigsområdet! Der er nogle der er meget trætte af deres præsident, men har nationalfølelse nok til at synes at USAs præsident også er afsindigt irriterende. Der er i øvrigt udbredt tilfredshed med at Obama vandt demokraternes nominering...

Lidt om kvinder og hejab

I Esfahan lavede vi ikke meget andet end at dalre rundt i den dejlige by; vi var der første gang vi besøgte Iran så vi havde ikke samme behov for at besøge moskeer og museer. Meget af tiden gik med at være i en smuk park med en legeplads; her kan man se én af de mange mærkeligheder jeg er begyndt at lægge mærke til.
På legepladsen (alle legepladser i Iran ville omgående blive lukket i DK - bl.a. er underlaget altid hårdtstampet jord eller grus og nogle af klatrestativerne/gynger/vipper osv. er altid decideret farlige) løber masser af børn rundt og leger mens deres forældre ser på eller skubber gynger osv. ligesom i DK. De triller sig mindre på jorden end danske børn - forældre i Iran synes jorden er meget beskidt og indoktrinerer deres børn til ikke at sidde direkte på jorden.
Som i DK er drengene generelt mere omkringfarende end pigerne - og her kommer så det interessante.
Piger i alderen 3- ca. 9 år løber omkring i kulørt tøj: korte skørter, bukser, t-shirt eller endda strop-top. Naturligvis i sandaler i varmen. Deres lokker flagrer i vinden og de er højlydte og glade. Lige bag dem i alderen +9 år går deres storesøstre langsomt og nydeligt, ofte klædt i sort, med lukkede sko, strømper og med tørklædet tækkeligt på plads. Teenagere og unge kvinder (især i de store byer) er mere 'oprørsk' eller smart klædt: Deres sko, taske og tørklæde matcher i skrigfarve, tørklædet sidder langt tilbage på håret, der er affarvet i striber. Hælene er høje og mantoen (jakken) er smart i snittet.
De gifte kvinder er smarte indtil de får børn, derefter lader mange af dem kroppen gå totalt i forfald, de taber aldrig 'ammefedtet' og ser tit slidte ud allerede i 30-års alderen. Da jeg ved to lejligheder besøgte de varme mineralske kilder i Sareyn (mere herom senere), mødte jeg en utrolig mængde kvinder med kropsformer jeg simpelt hen aldrig nogensinde har set i en dansk svømmehal. Jo ældre kvinderne var, jo mere uformelige og slidte var de. Det er ganske tydeligt at der også følger store helbredsproblemer med at være kvinde i Iran. Manglen på mulighed for motion kombineret med en manglende kropsbevidsthed og opdragelse omkring sundhed og motion gør mange kvinder decideret syge. Diabetes, astma, kredsløbsproblemer og ondt i muskler og led er almindeligt blandt midaldrende kvinder.
Det er ikke fordi jeg synes at det er så fantastisk fedt at danske kvinder er så super fokuserede på diæt og krop og forsøget på at ligne en 20-årig når man er 37 og har fået 2 børn osv, men jeg kan jo ikke lade være med at sammenligne hele tiden!

Ud af kronologien!

Altså - hvis vi skal tage det hele i kronologisk rækkefølge når vi ikke til nutiden før jeg er tilbage i DK. Derfor får de kære læsere nu nogle ganske ukronologiske beskrivelser af mine kulturelle oplevelser og tanker i den forbindelse!
Efter vores i øvrigt glimrende turist-rundrejse i det sydlige Iran, vendte vi tilbage til Tehran. Jeg ankom med opsvulmet øjenlåg, formentlig forårsaget af et sammenstød med en myg, der faldt ud til myggens fordel. Myggene er mindre end i DK men benytter sig til gengæld af en gift jeg er allergisk overfor. Jeg lignede elefantmandens lillesøster et par dage, og Stephen ringede til sin nevø Peyman (der er læge) for at få at vide hvad vi skulle gøre ved det. Jeg fik derfor en indsprøjtning med antihistamin på det lokale hospital, noget mere antihistamin ved siden af og øjendråber til at desinficere øjet. Jeg overlevede, hvad enten det så var pga medicinen eller naturens gang... Men jeg er nået til det punkt hvor jeg tager antihistamin hver gang jeg er blevet stukket så jeg undgår lignende yndefuldt udseende.

I Tehran ville jeg lave dansk mad til familien og fik købt ind og gjort klar. GolamReza var på arbejde, Sonja gik i byen, børnene var ude at lege, Stephen i byen og jeg var alene hjemme.
Jeg gik frejdig i gang med at ordne kylling og skære gulerødder til salat osv. Da jeg så havde alt næsten parat og Stephen snart kom hjem med kylling nr. 2 (så jeg kunne bage pizza næste dag), ville jeg tænde ovnen. Men - det er gasovn, så frem med tændstikken, og sikke underligt det brænder...
Nå, jeg har nu lært, at man skal tømme ovnskuffen (I ved, den der normalt indeholder bradepanden og risten osv) for brændbart materiale før man tænder gasovnen! Store flammer væltede ud af skuffen, og glad var jeg over at være uden børn, for ilden skulle kvæles i en fart. Sluk for gassen, åbne skuffen, slå på brændende smeltende genstande med vådt håndklæde, det ringer paa døren for GolamReza er kommet hjem og vil ind, men han må vente til der i det mindste kun er gløder tilbage!
Ret hektisk, men faktisk fik jeg slukket ilden før den bredte sig! Og hvad skulle jeg osse ha sagt til brandvaesnet? Jeg kan sige ordet ild, men ved ikke hvor jeg er bortset fra etellerandet sted i Tehran...
GolamReza konstaterede ilden slukket og hjalp med at fjerne de nu forkullede rester af plastikposer, underlige halvsmeltede dimser og en let forbrændt kagerulle (nu med fastsmeltet plastik indsat i sølvfarvede mønstre) og gikigen før jeg kunne spørge om ovnen overhovedet kunne bruges.
Stephen kommer hjem, konstaterer at skuffen er fæl og at vi ikke kan få ovnen til at brænde ordentligt nu vi har fjernet de brændbare emner i skuffen...Så flytter vi kylling og det hele over i en stor gryde; nu må vi lave det grydestegt i stedet, vand på og starte det hele. Men hvordan fanden skal vi så bage pizza i morgen?
GolamReza kommer tilbage igen, viser hvordan man bruger ovnen. Alt ud af gryden og ned i bradepanden igen, ind i ovnen og stege løs derinde.Maden klar kl. 21 og Sonja kommer hjem, synes det er lækkert og spørger efter opskriften. Faktisk smagte det vældig godt, en vis leverpostejshistorie fra min familie rinder mig i hu: jeg tror ikke jeg kan gøre dette mage til igen...
"Man starter med at brænde ovnen af..."
I Iran har man et ordsprog der lyder noget i retning af: "Hvis du har styr på alting, så tjek lige en gang til!" En slags modsætning til "if at first you don't succeed, try and try again..."?

Yazd 13.-15. maj

Vi skulle egentlig hentes kl. 9 af vores taxa-chauffør-ven, der ville køre os til Yazd (450 km), men han skulle liiiige noget, så... I hvert fald kom vi først af sted ved 12-tiden! Vi ville have set Pasargadae på vejen, den er også en ruinby ligesom Persepolis, men i dårligere stand. Men med den varme gad vi alligevel ikke. Desuden havde vores kære chauffør ikke fået fyldt tanken op, så det skulle også lige klares undervejs.
Nu er det sådan at i Iran er benzinen blevet temmelig dyr (efter iransk standard) siden USA har indført benzinrestriktioner. Iran har masser af olie, men ingen raffinaderier, så USAs sanktioner betyder at det er svært for iranerne at få raffineret olien. Men - når man har olie, så har man også gas. Så derfor har regeringen omlagt alle taxaer til at køre på gas. Motoren trækker lidt svagere på gas end på benzin; til gengæld er det gratis at fylde gas på bilen! Så vi måtte vente en stund ved gas-stationen før vi kunne komme til. Private biler kører på benzin hvis man ikke selv betaler installationen af gas-anlæg. Så desværre har det ikke fået bilosen væsentligt ned i storbyer som Tehran...
Nå, til sidst nåede vi da Yazd, det var MEGET varmt og ud på eftermiddagen. Vi fandt det ønskede hotel i centrum og fik et firesengsværelse med bad. I Iran findes hoteller i mange kategorier, og Stephen og jeg er enige om at vi ikke gider hoteller hvor værelserne er med delt toilet og bad. Til gengæld må man være glad for det der virker: Aircondition, vand på badeværelset, køleskabet. Sengene i Yazd var særdeles hårde; næste morgen fandt vi ud af at madrasserne var så dårlige at de var understøttet med mursten! Det grinede vi længe af, og fik receptionen til at komme med et par madrasser til at lægge ovenpå sengene.
Om aftenen gik vi tur i basaren; jeg havde læst i guidebogen at der fandtes en smuk og god restaurant derinde. Det var meget mørkt, og der var næsten ingen mennesker i gyderne. De solvarme mure duftede af halm (de er lavet af mudder iblandet halm for 1000 år siden), og der var en spøgelsesagtig stemning. Paul var bange i mørket, vi måtte spørge om vej adskillige gange, og jeg var ved at blive bekymret for om vi mon var ude på vildspor da vi endelig fandt en uanseelig indgang med et skilt der proklamerede at vi var ved Hamum-e khan (bogstveligt: badehuset).
Nede ad en lang trappe var der et meget smukt rum med turkise kakler, vandbassin med springvand og restaurantborde. Vi fik en absolut forglemmelig middag i uforglemmelige omgivelser.
Hjemvejen gik meget lettere, og da Paul fik øje på en barbersalon, der havde åbent her kl. næsten midnat, ville jublen ingen ende tage! Han ville partout klippes, så alle mændene blev klippet og konverseret. Faktisk ville jeg ønske at frisørerne i DK ville gøre sig lige så umage med Pauls hår som barbererne i Yazd!

Hilsen efter lang tids radiotavshed :-)

Så er det endelig tid til et lille rejsebrev! Vi har haft travlt med at lege turister, og der har ikke været en internetcafe i nærheden, så I får det hele i klumper!

Vi er i Ardebil hvor vejret er som godt dansk sommervejr - men her kommer et tilbageblik...

Dette indlæg omhandler vores oplevelser i Shiraz i tiden 8. maj - 12.maj.
Den 8. maj tog vi af sted til Shiraz. Der var en del turbulens undervejs, men ungerne syntes bare det var morsomt. Jeg ledte imens efter brækposen - bare hvis det blev nødvendigt... I lufthavnen tog vi en taxa og bad om Hotel Eram - det har jeg læst i guidebogen at det er et godt sted. Hmmm - taxachaufføren mente der fandtes et bedre hotel lige om hjørnet - mere roligt og meget bedre (hvor meget mon de betaler ham for at sige det?). Paul faldt i søvn i taxaen, så da vi nåede hotellet, måtte jeg bære ham ind. Vi bad om at få lov at se et værelse før vi sagde ja, for det var ærlig talt lidt dyrt pr. overnatning. De virkede ret trevne i receptionen, og da nøglekortene som tjeneren fik med ikke virkede til nogen af værelserne, ytrede jeg over for min kære mand at NU gik vi altså!
Så kørte vi til Eram Hotel hvor Stephen gik først ind fordi jeg ikke gad gå ind hvis de ikke havde et værelse til os. De sagde at de ingen ledige værelser havde, men da Stephen "kom til" at nævne at han havde en dansk kone, havde de alligevel en suite til os - dog kun for én nat - godt nok dyrt (600 dk pr nat), men klokken var ved at være 8 om aftenen, så vi sprang til. Suiten var pæn nok, men næste dag fandt vi et MEGET billigere værelse 20 m nede ad gaden i Hotel Kowsar (1/3 af prisen!!). Da vi sagde at nu flyttede vi, faldt de nærmest over deres egne ben på Eram, for nu var der da masser af ledige værelser, så længe vi gad.
Hmmm - de er ret gode til at skyde sig selv i foden på de kanter! Vi lærte i hvert fald den lektie, der åbenbart skal genlæres HVER gang vi er i Iran: Vi ligner turister, så de prøver at få flest mulig penge ud af os...

I Shiraz er der mange spændende ting at foretage sig. Man skal ubetinget drikke en masse af deres frugtjuicer, som de laver på blendere i små gadebikser over det hele. De er med rette stolte af dem, og der findes et utal af juicer med gulerod, netmelon, honningmelon, vandmelon, banan, kiwi osv. De smager alle sammen godt, men man skal passe på ikke at drikke for mange ad gangen, for man kan ikke vide om de bruger vandhanevand til at lave dem med. Der var i hvert fald flere af os der grundlagde en fin lille diarré dér.

Så kan man gå i basaren og blive væk dér på allerhyggeligste måde. Det er nok noget man skal gøre uden børn, det er i hvert fald ikke lykkedes os endnu. Ungerne gider simpelthen ikke, så bliver vi jo nødt til at gå igen...

Shiraz er berømt for at have fostret en del store digtere. Den allerberømteste af dem hedder Hafez, og det er et "must" at besøge hans grav. Graven er en stenkiste indgraveret med et af hans digte; over det er rejst en pavillon, og uden om er et lille gårdkompleks og en sjælfuld og dejlig have hvor man kan sidde og nyde livet mens børnene rutcher ned ad sliskerne ved trapperne. Mens man nu sidder der og lader hvilen falde på sig, strømmer musik og digtoplæsning ud af havens højttaleranlæg, der har god lydkvalitet (ingen skratten her!) og et fornuftigt forhold til volumenkontrollen. Der er kun slukket for musikken ved solnedgangsbønnetid, hvor det er upassende at have offentlig musik...(sic!) Vi besøgte haven flere gange og nød det hver gang. Som I kan se på billederne (der endnu ikke er uploaded til picasa, arbejder på det), var der en del iranske kvinder og børn, der også nød vores visit! Paul blev særdeles træt af at blive kysset!

For Stephen var det en drøm der gik i opfyldelse, og han var meget optaget af haven og gravmonumentet. Han har jo større mulighed for at nyde et sted som dette qua sprog kultur og historie, men jeg var nu osse glad for at vi kom der.
Vi besøgte også Sa'adis grav som lå i en nydelig have, men Hafez' grav og have var nu det dejligste sted.

I nærheden af Shiraz ligger en stor ruinby, der absolut også hører til 'must see' på listen over seværdigheder. Vi hyrede en taxachauffør til at køre os til Persepolis tidligt om morgenen - fordi det bliver alt alt alt for varmt midt på dagen.

Persepolis er ruinerne af en by der blev påbegyndt af en af Persiens store konger, Darius, i ca 512 fvt. En hel bjergtop blev jævnet for at give plads til paladskomplekset, der kun blev brugt om sommeren. Der blev bygget på byen i ca 150 år, men i 330 fvt. kom Alexander den Store forbi og brændte det hele ned til grunden! Det hele nåede altså kun at eksistere en relativt kort periode, men der er faktisk ruiner nok tilbage til at man kan forestille sig hvordan det har set ud. Ungerne var ellevilde og fór rundt mens de prøvede at regne ud hvad det hele havde været brugt til. Søren er jo god til at fortælle historier, så jeg skulle bare forsyne ham med materiale, så underholdt han Paul i timevis. Vi var der faktisk 3 stive timer, dobbelt så længe som jeg havde håbet de kunne holde til! Vores taxachauffør havde betydet os at vi endelig ikke måtte købe souvenirs på stedet, da de mindst ville koste dobbelt så meget som inde i Shiraz. Manden havde ret. Vi fandt i souvenirshoppen de ting vi gerne ville have og købte dem derefter andetsteds.

Men der var flere ting der skulle prøves. Anne Christine i chador! Det skulle man aldrig have troet, men guidebogen (vores bibel, hehe, fra Lonely Planet) betydede os at man skulle besøge et mausoleum kaldet Shah-e Cheragh. Det er så helligt (for shia-muslimer), at kvinder skal bære chador dér. Det får man udleveret gratis ved indgangen, og mage til upraktisk klædningsstykke skal man lede længe efter. Men vi fik set det fantastiske sted (Søren og Stephen mest, for det var selvfølgelig kønsopdelt...).

Vi tog senere på jagt efter gameboyspil til ungerne. Vi fandt til sidst et sted hvor det kunne lade sig gøre, så nu er de søde drenge pacificeret på resten af de daglange bilture.

I løbet af alle disse dage mødte vi jo mange taxachauffører, heriblandt en, der straks blev perlevenner med Stephen. Han spurgte om vi dog ikke ville med hjem og besøge hans hus, kone og tvillingedøtre, for det kunne jo være så hyggeligt. Han trak senere i land (vi mistænker hans kone for at true med skilsmisse ved tanken om at hendes mand tog en håndfuld udlændinge med hjem sent om aftenen uden varsel), og bad os i stedet til morgenmad næste dag.

Den 12. maj blev vi således hentet kl. 8 om morgnen af taxachauffør Ali og kørt uden for Shiraz til noget der vel nærmest må betegnes som en ny og ganske nydelig forstad. Alis hus lå højest, med dejlig udsigt til bjergene og ned over byen. Huset er af hvidmalede stålplader (man håber der ikke bliver for koldt om vinteren) og med indhegnet have og aflåst gitterport, som det er sædvane i Iran. Konen, Halime, modtog os i chador, men efter en times tid var almindelig høflighed åbenbart tilfredsstillet og hun tog det af igen. Indenunder havde hun naturligvis hejab over sit tøj! Døtrene, Nilufar og Nasani, var yndigt påklædt i gule tyl-kjoler, selv Marie Louises prinsessedatter ville have været fornøjet dermed! Vi var vist alle en smule generte til at begynde med; jeg plaprer i hvert fald bedst på mit gyselige farsi når jeg føler mig tryg. Så det varede lidt før jeg fik sagt andet end tak og goddag og den slags. Vi tog billeder af alle børnene sammen, og det ser sjovt ud med de 7årige tøser der sidder pænt i forventning om fotografiet mens de frække drenge fjoller rundt på alle mulige måder. Efter morgenmaden (standard iransk: Lavash, ost, smør, vandmelon og spejlæg - det sidste efter ønske fra Søren) fik vi forevist haven. Deres lille have er ret nyanlagt og de har fået plads til en utrolig mængde frugttræer: æbler, pærer, tut (en slags bær der er aflange, sorte og søde - ligner brombær), blommer, søde kirsebær og granatæbler. Derudover havde de et lille bed med tre slags meloner samt et bed med sabze: de krydderurter, der ledsager ethvert hjemmegjort iransk middags- og aftensmåltid. Det kan være persille, koriander, basilikun, rucola, radiseblade (og radiser til), springløg, dild osv.
Vi drak te udendørs; for de har et fint træ med skyggeplads og en bænk under træet.
Da vi skulle af sted igen bad de os så mindelig om vi dog ikke ville komme igen og spise frokost; vi fik det dog ændret til aftensmad i stedet. Så ville Halime lave Ghormeh Sabsi (lammekød kogt med mange krydderurter og bønner, smager dejligt) til os. Vi endte med at sige ja tak, og sørgede i mellemtiden for at købe lidt gaver til familien: eventyrbøger til pigerne (Hans og Grethe samt Hans og bønnestagen) og gaz til hele familien. Det endte med en superhyggelig aften, hvor børnene fandt ud af at lege vilde lege der ikke kræver meget sprog. Vi tog tidligt hjem, da Pauls diarre var ved at tage overhånd på det tidspunkt.

Gaz... Ahhh, det er noget så dejligt og vanedannende. Hvis man absolut skal blive fed af at spise slik, bør det være det bedste slik tilgængeligt! Gaz (udtales lissom jazz) er lavet af sukker, æggehvide, rosenvand og fyldt med pistacier. Det har en konsistens midt mellem bløde karameller og turkish delight og smager himmelsk! Gaz fås især i det sydlige Iran og har mange lokale varianter - nogle steder er fyldet valnødder i stedet for pistacier. I hvert fald er det noget, man bør unde sig at købe hvis man falder over det i en indvandrerbutik - f.eks. findes det hos Blågårdsgades iranske hullabulla-grøntere...