Sareyn, sproget farsi og betydningen af 5 bAlduz'er

Sareyn er en lille by i nærheden af Ardebil. Den ligger tæt på bjerget SabalAn og er berømt for sine varme mineralske kilder, der menes at have helbredende kraft. Over hele Iran tænker folk på Sareyn når man nævner Ardebil, og byen minder mest om en turist-badeby f.eks. på Lanzarote eller lignende sted. Der er i hvert fald en overflod af små butikker der sælger badetøj, håndklæder og legetøj samt små restauranter hvor man efter et helsebringende bad kan få et måltid af Ash-e dugh (yoghurtsuppe), kubide kebab (kebab af hakkekød), te og måske en bastani (iransk is, gerne smagssat med rosenvand eller safran. Begge dele kræver tilvænning!). Byen er et eldorado for omkringboende driftige forretningsmænd, og hoteller skyder op nærmest som paddehatte i byen. De dyreste hoteller har deres egen pøl med adgang til kildevand fra bjerget, men der er også adgang uden om hotellerne. Naturligvis er de kønsopdelt, men drenge under 5 år kan dog følges med deres mor.

Jeg prøvede kilderne første gang jeg var i Iran, sammen med mine svigerinder. Men denne gang tog jeg afsted alene (med Paul, men altså uden iransk backup). En grænseoverskridende oplevelse at være alene, men også et tegn på at jeg efterhånden kan klare mig nogenlunde på farsi. Min grammatik er selvfølgelig helt hen i vejret og der er mange ord jeg forstår men ikke kan bruge, men folk forstår mig og jeg forstår noget af hvad de siger... Paul syntes vandet var alt for varmt og ville under ingen omstændigheder i. Samtalen mellem os (på dansk, forstås) tiltrak sig megen opmærksomhed fra de omkringstående. En af de mere modige fik spurgt til vores nationalitet, og derefter kørte samtalen fint. Paul satte sig på kanten iført håndklæde så han ikke frøs mens jeg badede og snakkede. Hvis ikke han var blevet kold til sidst, var jeg nok blevet siddende længere.

En anden dag, hvor vi badede mig og alle mine svigerinder, en af Stephens niecer og min svogers kone, faldt jeg også i snak med et par kvinder, der spurgte om jeg mon var fra TehrAn! Det må være det lyse hår kombineret med en nogenlunde iransk opførsel (?). De var passende imponerede over at jeg havde 5 svigerinder; i Iran er holdningen til svigerinder som svigermor i DK. Det er ikke tilfældigt at 'svigerinde' på azeri (Stephens modersmål) er 'bAlduz', hvilket betyder honning+salt.

Mine kære bAlduz'er konstaterer også at jeg er blevet god til farsi. Jeg kan nu fortælle om min familie, deres mænd, koner, eventuelle børn og arbejde. Således diverterer jeg med Marie Louises fremtid som dansklærer, Signes prinsessefødselsdag, Christophers avancement i Nordisk Film og Lenas afgang fra samme firma, mors og fars oplevelser i Sverige og min og Sørens forkærlighed for slanger. Jeg kan sige himmel, sol, regn, bjerg, træ, skov, frø (kvak) og slange, og det er forbavsende hvor tit man har brug for at kunne sige netop disse ord! Politik holder jeg mig fra, men jeg har lært at sige børnehave og forklare at selv skolebørn i DK går på frit eller i klub. Jeg kan også fortælle om cykelveje, rækkehuse og i begrænset omfang diskutere børneopdragelse.

Á propos forskelle i børneopdragelse løb vi ind i en interessant kulturel forskel. I Ardebil har vi jo fået taglejligheden hos Stephens søster Mahin (hun har et hus på 4 etager hvor 2 er lejet ud og tagetagen bruges som hendes eget gæsteværelse). Vi ville vaske tøj (i hendes vaskemaskine) og tog derfor snavsetøjet ned i stueetagen der fungerer som parkering og hvor der er et rum med ekstra køkkenfaciliteter og vaskemaskine. Mahin kom ned for at indvie os i maskinens brug og frabad sig på det bestemteste at vi vaskede vores undertøj i maskinen, da det havde siddet på vores dertil indrettede popo'er og var beskidt! Undertøj bliver beskidt af at blive brugt og må derfor ikke gå i vaskemaskinen, fik vi at vide. Vi øjede hinanden og tog pænt vores beskidte tøj med ovenpå igen hvorpå vi fik et fælles latteranfald. Ved yderligere udforskning af emnet fremgik det at man, når man alligevel tager bad, vasker sit beskidte undertøj i hånden. Hvordan man så får det helt rent har jeg endnu ikke forstået. For ikke at tale om at Mahin jo er blevet mormor og passer sit barnebarn hver dag når mor og far er på arbejde. Hvordan klarer man det skidne babytøj, spørger jeg bare! Jeg har altid ment at vaskemaskinen var det rette instrument til dén sag! Den kan nu nok klare at holde sig selv ren, synes jeg! Efter megen diskussion af den mest diplomatiske slags har vi dog fået udvirket at vi alligevel må vaske vores undertøj i maskinen, dog ikke sammen med vores andet snavsetøj. Hmmm, vi er begyndt at vaske tøjet når Mahin er anderswo engagiert.

Vi oplever ikke at der er problemer ved at være dansk i Iran. Alle steder, hvor folk har spurgt om min nationalitet, er jeg blevet budt varmt velkommen efter jeg har sagt jeg er fra Danmark. De fleste ved at København er hovedstaden og er tilfredse med at høre at det er der jeg bor. (Men nu kan jeg også sige forstad...) De griner meget når jeg fortæller at der bor 1 million i København; for der bor ca. 15 millioner i Tehran alene og 1 million er det der svarer til en mindre provinshovedstad som f.eks. Ardebil (hvor Stephens familie bor)...
I Kashan snakkede Stephen med en lokal mand, der blev helt forvirret da han så mig - jeg tror ikke Stephen havde sagt at jeg var vestlig, og han hilste mig derfor velkommen til den islamiske republik Iran (hehe). Det er første og eneste gang jeg er blevet hilst velkommen til dette land; andre folk siger bare "Beh Iran khosh Amadid" = velkommen til Iran! Hvis folk overhovedet nævner Danmarks fortræffeligheder, er det Kopenhag, Schmeichel, Laudrup og smør der falder dem ind. Og det er da rart for os at det er sådan de tænker. Mohammad-tegningerne kommer i reglen kun på tale blandt familie og når vi er blevet venner med nogen, og kun når Stephen selv bringer det på bane. Så enten er folk for høflige til at sige noget, eller (mere sandsynligt) det er ikke noget de lige sådan tænker over hele tiden. Man må også sige at de har andre problemer på udenrigsområdet! Der er nogle der er meget trætte af deres præsident, men har nationalfølelse nok til at synes at USAs præsident også er afsindigt irriterende. Der er i øvrigt udbredt tilfredshed med at Obama vandt demokraternes nominering...