Yazd 13.-15. maj

Vi skulle egentlig hentes kl. 9 af vores taxa-chauffør-ven, der ville køre os til Yazd (450 km), men han skulle liiiige noget, så... I hvert fald kom vi først af sted ved 12-tiden! Vi ville have set Pasargadae på vejen, den er også en ruinby ligesom Persepolis, men i dårligere stand. Men med den varme gad vi alligevel ikke. Desuden havde vores kære chauffør ikke fået fyldt tanken op, så det skulle også lige klares undervejs.
Nu er det sådan at i Iran er benzinen blevet temmelig dyr (efter iransk standard) siden USA har indført benzinrestriktioner. Iran har masser af olie, men ingen raffinaderier, så USAs sanktioner betyder at det er svært for iranerne at få raffineret olien. Men - når man har olie, så har man også gas. Så derfor har regeringen omlagt alle taxaer til at køre på gas. Motoren trækker lidt svagere på gas end på benzin; til gengæld er det gratis at fylde gas på bilen! Så vi måtte vente en stund ved gas-stationen før vi kunne komme til. Private biler kører på benzin hvis man ikke selv betaler installationen af gas-anlæg. Så desværre har det ikke fået bilosen væsentligt ned i storbyer som Tehran...
Nå, til sidst nåede vi da Yazd, det var MEGET varmt og ud på eftermiddagen. Vi fandt det ønskede hotel i centrum og fik et firesengsværelse med bad. I Iran findes hoteller i mange kategorier, og Stephen og jeg er enige om at vi ikke gider hoteller hvor værelserne er med delt toilet og bad. Til gengæld må man være glad for det der virker: Aircondition, vand på badeværelset, køleskabet. Sengene i Yazd var særdeles hårde; næste morgen fandt vi ud af at madrasserne var så dårlige at de var understøttet med mursten! Det grinede vi længe af, og fik receptionen til at komme med et par madrasser til at lægge ovenpå sengene.
Om aftenen gik vi tur i basaren; jeg havde læst i guidebogen at der fandtes en smuk og god restaurant derinde. Det var meget mørkt, og der var næsten ingen mennesker i gyderne. De solvarme mure duftede af halm (de er lavet af mudder iblandet halm for 1000 år siden), og der var en spøgelsesagtig stemning. Paul var bange i mørket, vi måtte spørge om vej adskillige gange, og jeg var ved at blive bekymret for om vi mon var ude på vildspor da vi endelig fandt en uanseelig indgang med et skilt der proklamerede at vi var ved Hamum-e khan (bogstveligt: badehuset).
Nede ad en lang trappe var der et meget smukt rum med turkise kakler, vandbassin med springvand og restaurantborde. Vi fik en absolut forglemmelig middag i uforglemmelige omgivelser.
Hjemvejen gik meget lettere, og da Paul fik øje på en barbersalon, der havde åbent her kl. næsten midnat, ville jublen ingen ende tage! Han ville partout klippes, så alle mændene blev klippet og konverseret. Faktisk ville jeg ønske at frisørerne i DK ville gøre sig lige så umage med Pauls hår som barbererne i Yazd!