Hilsen efter lang tids radiotavshed :-)

Så er det endelig tid til et lille rejsebrev! Vi har haft travlt med at lege turister, og der har ikke været en internetcafe i nærheden, så I får det hele i klumper!

Vi er i Ardebil hvor vejret er som godt dansk sommervejr - men her kommer et tilbageblik...

Dette indlæg omhandler vores oplevelser i Shiraz i tiden 8. maj - 12.maj.
Den 8. maj tog vi af sted til Shiraz. Der var en del turbulens undervejs, men ungerne syntes bare det var morsomt. Jeg ledte imens efter brækposen - bare hvis det blev nødvendigt... I lufthavnen tog vi en taxa og bad om Hotel Eram - det har jeg læst i guidebogen at det er et godt sted. Hmmm - taxachaufføren mente der fandtes et bedre hotel lige om hjørnet - mere roligt og meget bedre (hvor meget mon de betaler ham for at sige det?). Paul faldt i søvn i taxaen, så da vi nåede hotellet, måtte jeg bære ham ind. Vi bad om at få lov at se et værelse før vi sagde ja, for det var ærlig talt lidt dyrt pr. overnatning. De virkede ret trevne i receptionen, og da nøglekortene som tjeneren fik med ikke virkede til nogen af værelserne, ytrede jeg over for min kære mand at NU gik vi altså!
Så kørte vi til Eram Hotel hvor Stephen gik først ind fordi jeg ikke gad gå ind hvis de ikke havde et værelse til os. De sagde at de ingen ledige værelser havde, men da Stephen "kom til" at nævne at han havde en dansk kone, havde de alligevel en suite til os - dog kun for én nat - godt nok dyrt (600 dk pr nat), men klokken var ved at være 8 om aftenen, så vi sprang til. Suiten var pæn nok, men næste dag fandt vi et MEGET billigere værelse 20 m nede ad gaden i Hotel Kowsar (1/3 af prisen!!). Da vi sagde at nu flyttede vi, faldt de nærmest over deres egne ben på Eram, for nu var der da masser af ledige værelser, så længe vi gad.
Hmmm - de er ret gode til at skyde sig selv i foden på de kanter! Vi lærte i hvert fald den lektie, der åbenbart skal genlæres HVER gang vi er i Iran: Vi ligner turister, så de prøver at få flest mulig penge ud af os...

I Shiraz er der mange spændende ting at foretage sig. Man skal ubetinget drikke en masse af deres frugtjuicer, som de laver på blendere i små gadebikser over det hele. De er med rette stolte af dem, og der findes et utal af juicer med gulerod, netmelon, honningmelon, vandmelon, banan, kiwi osv. De smager alle sammen godt, men man skal passe på ikke at drikke for mange ad gangen, for man kan ikke vide om de bruger vandhanevand til at lave dem med. Der var i hvert fald flere af os der grundlagde en fin lille diarré dér.

Så kan man gå i basaren og blive væk dér på allerhyggeligste måde. Det er nok noget man skal gøre uden børn, det er i hvert fald ikke lykkedes os endnu. Ungerne gider simpelthen ikke, så bliver vi jo nødt til at gå igen...

Shiraz er berømt for at have fostret en del store digtere. Den allerberømteste af dem hedder Hafez, og det er et "must" at besøge hans grav. Graven er en stenkiste indgraveret med et af hans digte; over det er rejst en pavillon, og uden om er et lille gårdkompleks og en sjælfuld og dejlig have hvor man kan sidde og nyde livet mens børnene rutcher ned ad sliskerne ved trapperne. Mens man nu sidder der og lader hvilen falde på sig, strømmer musik og digtoplæsning ud af havens højttaleranlæg, der har god lydkvalitet (ingen skratten her!) og et fornuftigt forhold til volumenkontrollen. Der er kun slukket for musikken ved solnedgangsbønnetid, hvor det er upassende at have offentlig musik...(sic!) Vi besøgte haven flere gange og nød det hver gang. Som I kan se på billederne (der endnu ikke er uploaded til picasa, arbejder på det), var der en del iranske kvinder og børn, der også nød vores visit! Paul blev særdeles træt af at blive kysset!

For Stephen var det en drøm der gik i opfyldelse, og han var meget optaget af haven og gravmonumentet. Han har jo større mulighed for at nyde et sted som dette qua sprog kultur og historie, men jeg var nu osse glad for at vi kom der.
Vi besøgte også Sa'adis grav som lå i en nydelig have, men Hafez' grav og have var nu det dejligste sted.

I nærheden af Shiraz ligger en stor ruinby, der absolut også hører til 'must see' på listen over seværdigheder. Vi hyrede en taxachauffør til at køre os til Persepolis tidligt om morgenen - fordi det bliver alt alt alt for varmt midt på dagen.

Persepolis er ruinerne af en by der blev påbegyndt af en af Persiens store konger, Darius, i ca 512 fvt. En hel bjergtop blev jævnet for at give plads til paladskomplekset, der kun blev brugt om sommeren. Der blev bygget på byen i ca 150 år, men i 330 fvt. kom Alexander den Store forbi og brændte det hele ned til grunden! Det hele nåede altså kun at eksistere en relativt kort periode, men der er faktisk ruiner nok tilbage til at man kan forestille sig hvordan det har set ud. Ungerne var ellevilde og fór rundt mens de prøvede at regne ud hvad det hele havde været brugt til. Søren er jo god til at fortælle historier, så jeg skulle bare forsyne ham med materiale, så underholdt han Paul i timevis. Vi var der faktisk 3 stive timer, dobbelt så længe som jeg havde håbet de kunne holde til! Vores taxachauffør havde betydet os at vi endelig ikke måtte købe souvenirs på stedet, da de mindst ville koste dobbelt så meget som inde i Shiraz. Manden havde ret. Vi fandt i souvenirshoppen de ting vi gerne ville have og købte dem derefter andetsteds.

Men der var flere ting der skulle prøves. Anne Christine i chador! Det skulle man aldrig have troet, men guidebogen (vores bibel, hehe, fra Lonely Planet) betydede os at man skulle besøge et mausoleum kaldet Shah-e Cheragh. Det er så helligt (for shia-muslimer), at kvinder skal bære chador dér. Det får man udleveret gratis ved indgangen, og mage til upraktisk klædningsstykke skal man lede længe efter. Men vi fik set det fantastiske sted (Søren og Stephen mest, for det var selvfølgelig kønsopdelt...).

Vi tog senere på jagt efter gameboyspil til ungerne. Vi fandt til sidst et sted hvor det kunne lade sig gøre, så nu er de søde drenge pacificeret på resten af de daglange bilture.

I løbet af alle disse dage mødte vi jo mange taxachauffører, heriblandt en, der straks blev perlevenner med Stephen. Han spurgte om vi dog ikke ville med hjem og besøge hans hus, kone og tvillingedøtre, for det kunne jo være så hyggeligt. Han trak senere i land (vi mistænker hans kone for at true med skilsmisse ved tanken om at hendes mand tog en håndfuld udlændinge med hjem sent om aftenen uden varsel), og bad os i stedet til morgenmad næste dag.

Den 12. maj blev vi således hentet kl. 8 om morgnen af taxachauffør Ali og kørt uden for Shiraz til noget der vel nærmest må betegnes som en ny og ganske nydelig forstad. Alis hus lå højest, med dejlig udsigt til bjergene og ned over byen. Huset er af hvidmalede stålplader (man håber der ikke bliver for koldt om vinteren) og med indhegnet have og aflåst gitterport, som det er sædvane i Iran. Konen, Halime, modtog os i chador, men efter en times tid var almindelig høflighed åbenbart tilfredsstillet og hun tog det af igen. Indenunder havde hun naturligvis hejab over sit tøj! Døtrene, Nilufar og Nasani, var yndigt påklædt i gule tyl-kjoler, selv Marie Louises prinsessedatter ville have været fornøjet dermed! Vi var vist alle en smule generte til at begynde med; jeg plaprer i hvert fald bedst på mit gyselige farsi når jeg føler mig tryg. Så det varede lidt før jeg fik sagt andet end tak og goddag og den slags. Vi tog billeder af alle børnene sammen, og det ser sjovt ud med de 7årige tøser der sidder pænt i forventning om fotografiet mens de frække drenge fjoller rundt på alle mulige måder. Efter morgenmaden (standard iransk: Lavash, ost, smør, vandmelon og spejlæg - det sidste efter ønske fra Søren) fik vi forevist haven. Deres lille have er ret nyanlagt og de har fået plads til en utrolig mængde frugttræer: æbler, pærer, tut (en slags bær der er aflange, sorte og søde - ligner brombær), blommer, søde kirsebær og granatæbler. Derudover havde de et lille bed med tre slags meloner samt et bed med sabze: de krydderurter, der ledsager ethvert hjemmegjort iransk middags- og aftensmåltid. Det kan være persille, koriander, basilikun, rucola, radiseblade (og radiser til), springløg, dild osv.
Vi drak te udendørs; for de har et fint træ med skyggeplads og en bænk under træet.
Da vi skulle af sted igen bad de os så mindelig om vi dog ikke ville komme igen og spise frokost; vi fik det dog ændret til aftensmad i stedet. Så ville Halime lave Ghormeh Sabsi (lammekød kogt med mange krydderurter og bønner, smager dejligt) til os. Vi endte med at sige ja tak, og sørgede i mellemtiden for at købe lidt gaver til familien: eventyrbøger til pigerne (Hans og Grethe samt Hans og bønnestagen) og gaz til hele familien. Det endte med en superhyggelig aften, hvor børnene fandt ud af at lege vilde lege der ikke kræver meget sprog. Vi tog tidligt hjem, da Pauls diarre var ved at tage overhånd på det tidspunkt.

Gaz... Ahhh, det er noget så dejligt og vanedannende. Hvis man absolut skal blive fed af at spise slik, bør det være det bedste slik tilgængeligt! Gaz (udtales lissom jazz) er lavet af sukker, æggehvide, rosenvand og fyldt med pistacier. Det har en konsistens midt mellem bløde karameller og turkish delight og smager himmelsk! Gaz fås især i det sydlige Iran og har mange lokale varianter - nogle steder er fyldet valnødder i stedet for pistacier. I hvert fald er det noget, man bør unde sig at købe hvis man falder over det i en indvandrerbutik - f.eks. findes det hos Blågårdsgades iranske hullabulla-grøntere...