Ganske kort efter vi var kommet til Ardebil glemte vi vores kamera i en taxa og opdagede først miseren 2 dage senere. Det siger sig selv at det var mere end svært at finde ud af hvor kameraet var blevet af; det værste var at vi endnu ikke havde overført billeder fra memory-kortet til vores pc. Det bortkomne kamera indeholdt derfor en uges fotografier og herligheder, så vi forsøgte med ret lille held at ringe til taxaselskabet og efterlyse kameraet. Her viste niece Mehrnoush sig som en helt. (Mehrnoush er datter af Stehens søster Hajar; hun har en bror der hedder Behrang som er gift med Mariam). Hun rendte selskabet på dørene og ringede i én uendelighed indtil de endelig gav lyd fra sig at kameraet var fundet i en taxa der i øjeblikket var udenbys.
Ved disse forenede kræfter fik vi således kameraet tilbage, og glade var vi! Da vi havde tjekket at kamera, batteri og ikke mindst memory-kort var ganske intakt opstod spørgsmålet hos os: Hvorledes man lønner så vedholdende gerning på passende vis? Efter et par dages tænksomhed kom vi så på at vi ville invitere Mehrnoush med til Baku. Vi havde allerede i DK tænkt at vi ville besøge Azerbaijan og måske opsøge Stephens mors slægtninge, og at tage Mehrnoush med ville ikke koste os ret meget mere end at tage afsted os fire.
Mehrnoush blev kisteglad; hun har aldrig været uden for Irans grænser, og det var sørme en oplevelse hun godt kunne tænke sig. Så hun fik sin fars underskrift på at hun måtte tage ud af landet (da hun jo er ugift og derfor selvfølgelig jomfru og som sådan at regne nærmest som mindreårig... Logisk? Nej.) og vi ansøgte om visa til os alle fem. Stephen fik opstøvet en gammel ven han ikke havde set i 35 år eller sådan noget, som alligevel skulle til Baku og gerne ville køre os til grænsen. Han fandt også en lejlighed til os i Baku nær den gamle bydel; ifølge udlejerne skulle den være en topmoderne 3-værelses med elevator og vaskemaskine og ganske billig, kun 100 $ pr. nat!
Rejsen var rædsom. Vi kørte 6 mennesker i en almindelig personbil til grænsen ved Bilesuvar, hvor der nok er flere får end mennesker. Vejen snoede sig i hårnålesving op ad bjergene, og landsbyerne blev mere og mere gammeldags.
Ved grænsen var der mudret og mærkeligt og der skulle betales bestikkelse til enhver embedsmand i miles omkreds. Stephen blev meget glad for at han havde sørget for at veksle ekstra manat (møntenheden i Azerbaijan) til rejsen.
Embedsmændene havde svært ved at læse vores pas og især Mehrnoush's pas var genstand for megen granskning.
På den anden side af grænsen stod taxaerne klar til at køre os til Baku og vi udså os en BMW til vores familie så der da var plads nok til os. Stephens ven nøjedes med en Lada, men han var jo også kun sig selv! Vores taxachauffør indvilligede i at være guide for os mens vi var i Baku og det var jo glimrende.
Undervejs spiste vi ved en turistrestaurant; deres kubide kebab (grillet, hakket kød) var glimrende og deres shish kebab havde aldrig nogen sinde siddet på et får eller en ko. Så må I selv udlede resten! Vodka kom på bordet, og nu skulle det fejres at vi var nået ud af islams skygge. Mehrnoush og jeg havde allerede ved grænsen kastet vores hejab, men Stephen kunne ikke nøjes med at nyde synes, for hans ven syntes bestemt at der skulle tømmes en flaske! Jeg blev bidt af myg mens vi sad og spiste og var nødt til omgående at smøre stikkene samt at tage en af mine uundværlige antihistaminer.
En flaske vodka senere skulle Paul på toilettet. Jeg ved godt at jeg har klaget mig lidt over de iranske toiletter, men lad mig forsikre jer for at jeg ALDRIG mere vil brokke mig. Toilettet var samme standard som i Iran, men hygiejneniveauet kunne ikke på nogen måde sammenlignes! Alene odeuren kunne få selv en hærdet turist til at ofre sin middag før den var fordøjet, kan jeg love jer. Paul og jeg trak vejret gennem munden og flygtede i en vis hast.
Mod Baku kører man langs det Kaspiske hav hvor flamingoerne dekorativt står i flok i det lave vand. Til den anden side ligger markerne med solsikker i fuldt flor, meget særpræget for en dansker.
2 timer senere med 120 km i timen nåede vi Baku. Mage til hæslig storby skal man nok lede i andre eks-sovjetstater efter. Kønt beliggende ved det Kaspiske hav, med direkte udsigt til boretårne og olieudslip og med en trafik der ikke lader den iranske noget efter. De er lidt bedre til at følge færdselsreglerne, men til gengæld er der altid en smog af benzinos i luften der efterlader én lidt køresyg selv hvis man er gående.
Vores lejlighed lå inde i en baggård, der var grimmere end det grimmeste jeg nogensinde har set i København. Et nietagershus med affældige balkoner hvorpå hang endnu mere affældige A/C-units, paraboler og vasketøj, i selve gården affald og baggårdskatte med tottet pels. Vi var lige ved at vende om, men blev enige om i det mindste at se på lejligheden. Via en klam gang fik vi adgang til en slidt og ækel elevater befængt med myg; hvis man ikke nåede at trykke på knappen til den ønskede etage inden for 10 sekunder, blev elevatoren mørklagt hvorefter man måtte føle sig frem. Men den virkede da...
Selve lejligheden viste sig mirakuløst at være ganske dejlig; stue, køkken, bad, to soveværelser og A/C i det ene værelse og stuen. Vi fik at vide at vi burde holde vinduerne lukket da der ellers kom myg ind; en advarsel der var ganske overflødig idet lejligheden allerede vrimlede med blodtørstige myg.
Efter at have givet håndslag på at vi ville tage lejligheden pakkede vi ud, og Mehrnoush og jeg gik ud for at finde en butik så vi kunne gøre indkøb og forsyne os til morgendagen. Rundt om to hjørner lå "world market", der ved første øjekast lignede et lille supermarked i DK, men ved nærmere eftersyn skulle man ved hver køledisk bede om varen og betale på stedet. I betragtning af at jeg kan 3 ord på tyrkisk (som ligner azeri) og Mehrnoush' ordforråd på azeri stort set er passivt, tog det lang tid og megen latter mellem os og himmelvendte øjne fra de stakkels sælgere i supermarkedet før vi kunne vende hjem med vand, pølse, smør, ost, brød, te, honning og ikke mindst wc-papir. Dog havde vi den fornøjelse at blive spurgt om hvor vi kom fra (Iran) hvorpå de udbrød at de iranske piger altså var kønne!
Om aftenen tog vi med Stephens ven, vores taxachauffør/guide ud for at spise. Det var en fin restaurant med levende musik og en sanger der i hvert fald ikke kunne synge. Vi sørgede for at få et bord langt fra larmen og spiste derefter noget mad. Meget underligt, men i Baku findes menukort ikke. Man kan vælge kylling med kartofler i et wok-lignende arrangement, kød med ditto eller kubide kebab. Inden kødmaden kommer serveres et større antal småretter: yoghurt, salat, krydderurter, brød, torshi (syltede grønsager), syltede agurker, evt. en salat olvier (kartofler, kogt æg, kylling og syltet agurk i småstykker moset sammen til en næsten homogen masse med mayonnaise) eller lignende mayonnaiseindsovset ret og deslige.
Drikkevarer vand, ayran (azerbaijansk variant af dugh), en dejlig pærecider og naturligvis vodka til mændene...
Mehrnoush udtrykte ønske om at danse efter maden, så vi indtog dansegulvet for et par numre og tog derefter hjem til lejligheden og myggene.
Vi klaskede myg hele aftenen og om morgenen havde jeg mindst 8 stik fordelt i ansigt og på ryg og arme. Et af stikkene sad lige midt mellem øjenene og fik mit stakkels højre øje som jo blev plaget i Kashan til at opføre sig som om det gerne ville være stort og grimt igen. Søren var også meget stukket og havde decideret ondt i stikkene, så han fik ½ af mine dyrebare antihistaminer til at holde ham rask.
Vores guide leverede denne dag sin unge søn til at underholde os. Vi gik tur i den gamle bydel, så et gammelt karavanserai hvor tæppe- og silkehandlerne kæmper en hård kamp for at hive penge ud af turisterne, vi så et gammelt tårn, "jomfrutårnet", et tårn om hvilket det fortælles at en jomfru kastede sig ud i fortvivlelse over at hendes (konge-) far havde aftalt giftermål mellem hende og en hende afskyvækkende mand. Hmmm, i hvert fald var der en vidunderlig udsigt deroppefra, og den allestedsnærværende smog lå længere nede. Over os øvede militærpiloterne sig på at flyve i formation til en større parade der skulle finde sted et par dage senere.
Efter frokost tog vi til stranden. Mehrnoush havde ikke taget badedragt med, så vi var på en større ekspedition for at finde en hun kunne lide og passe, men uden held. Det blev heller ikke lettere af at den unge guide kastede øjne til Mehrnoush på en måde der gjorde at hun bestemt ikke havde lyst til at vise sig i bikini.
Ved stranden gik Stephen og drengene i vandet og kort efter fulgte den på så mange måder herlige unge mand. Så havde jeg heller ikke lyst til at hoppe i, og mens Stephen forgæves forsøgte at få bemeldte til at forstå at man ikke tager 9-årige drenge og kaster dem i vandet med hovedet forrest, snakkede Mehrnoush og jeg sammen på stranden om mangt og meget, ikke mindst den klamme fyr ude i vandet.
Efter badet fik vi te og slik, og fyren trak Stephen til side og spurgte om Mehrnoush mon var jomfru og ugift/uforlovet. Stephen skyndte sig at sige at hun var forlovet så han ikke fandt på at genere os yderligere - og så kørte vi hjem!
Alle var enige om at dette var en yderst interessant dag og at vi nødig ville se den unge mand igen.
Om aftenen tog vi til endnu en elegant restaurant og lod os æde af myg mens nogle noget mere talentfulde ynglinge en aftenen før sang karaoke. Paul sov sig gennem seancen og vågnede først da vi skulle hjem.
På trediedagen befalede vi vores guide at holde sig væk og tog selv i byen for at finde et sted at shoppe. Vi opsøgte byens gågade, der mindede svært om Københavns ditto. Der er ingen tvivl om at dette var en dag der gjorde stort indtryk på Mehrnoush. Vi var vi pæne kjoler, og viste både ben og hovedhår uden den mindste reaktion fra befolkningen, der (for den kvindelige dels vedkommende) jo også i variende grad var afklædte i sommervarmen. Vi spiste is og kiggede vinduer til den store guldmedalje og snakkede løs imens. Drengene syntes det var LIDT hårdt, men til gengæld morede den kvindelige del af gruppen sig storartet. Jeg fandt en nydelig kjole, men Mehrnoush var ikke så heldig - der var så mange ting hun ikke kunne lide, og hun havde måske heller ikke lyst til at vi skulle købe noget til hende selv om vi gerne ville spendere... Stephen købte et par cd'er med Alibaba Mammadov, som er død for nylig men ellers langt ude i familie med ham. Vi afsatte senere den ene til Mehrnoush selv om hun protesterede (hehe) for det lykkedes jo ikke for os at give hende hverken badedragt eller kjole!
Om aftenen tog chaufføren os først til stranden hvor Søren gik i vandet mens Mehrnoush konverserede mig og jeg holdt om Paul der var gået i brædderne. Stephen snakkede med chaufføren og tog billeder imens. Bagefter tog vi (surprise) til en fin restaurant; denne gang så fin at selveste præsidenten frekventerer den! Vi fik sværdfisk og kubide kebab og endte med en regning der stod i proportion til restaurantens berømmelse men næppe til madens kvalitet (selv om fisken dog var acceptabel). Mehrnoush var ved at besvime da hun konverterede manatterne i regningen til iranske toman - det samme gjorde jeg næsten da jeg konverterede til danske kroner...
Vi fik besked på at vi skulle afsted meget tidligt næste morgen, da militæret stod i begreb med at afspærre byen i forbindelse med paraden. Vi blev således hentet kl. 7 af vores chauffør, men forgæves! Byen var allerede blevet afspærret! Det var en fuldstændig absurd morgen hvor vores chauffør bandede højlydt mens afkørsel efter afkørsel blev afprøvet og fundet afspærret af militærets minibusser. Hvorfor man vælger at afspærre en millionby går over min forstand, men sådan var det bare. Efter en stiv klokketime kørte chaufføren i desperation ud til en vej der enten var under udvikling eller afvikling; der var i hvert fald ingen asfalt på og store huller over det hele. Her bumlede vi så deruda' med andre biler i samme situation som os hele vejen uden om Baku til vi nåede vejen mod Astara. Derefter susede vi afsted med 140 i timen til vi nåede grænsen.
Her ventede endnu en fantastisk oplevelse. Der var mindst 50 personer i kø foran os som skulle have stemplet pas og givet bestikkelse eller hvad der nu ellers foregår i indtil flere små kontorer i en nedlagt bus - -
Vi søgte tilflugt i skyggen mens Stephen gik i klinch med kø og embedsmænd; forbavsende hurtigt returnerede han og pålagde os med bister mine IKKE at tage ting med over grænsen der ikke var vores (det havde vi jo sådan set heller ikke tænkt os).
Så gik vi - imens forklarede Stephen at han ud over bestikkelse havde lovet at tage nogle pakker tøj med over grænsen for at kunne få de nødvendige stempler i en fart. Det er nemlig sådan at hvert pas kan medbringe en begrænset mængde kilo over grænsen pr. år, og idet der foregår en intens eksport af tøj fra Azerbaijan til Astara, der er berømt i nordiran for sine tøjbutikker, ville alle gerne have nogen til at bære tøjet over for dem! Vi stak af fra vores løfte (og hvem ved også om der pludselig var heroin i pakkerne = dødsstraf i Iran) og nåede over grænsen lige inden iranerne gik til middagspause!
Stor lettelse selv om vi tøser nu igen havde fået vores hejab på igen. Mehrnoush var trist ved at være i hejab igen men glad for at se sit fædreland. Faktisk var jeg osse glad for at se Iran igen. Selv om Azerbaijan og Baku var en oplevelse, var der også langt mere forurenet og grimt end Iran. Vi kørte gennem det iranske bjerglandskab på vej hjem til Ardebil og nød synet af de grønklædte bjerge og den friske luft der pustede ind ad vinduet.
